Nyheder

Glarborgen på Øland

Et udendørseventyr i skovens dybe stille ro

Glarborgen på Øland er en skjult naturperle. Et fantastisk rekreativt område midt i en landsby, der grænser helt op til Limfjorden. Her smelter naturen, udendørs leg, sundhed, historie og fællesskaber sammen til en oplevelse for hele familien. Skoven på 3 hektar, der i dag danner rammen om Glarborgen, rummer også en personlig fortælling.

Mette Glarborg har en tæt relation til Øland. Som en kærlig hyldest til området og hendes forældre, der i mange år ejede Herregården Oxholm, har hun doneret brugsretten til Øland Skoven.

Projektet Glarborgen er sidenhen udviklet og skabt af omkring 20 dedikerede frivillige, der siden 2018 har arbejdet utrætteligt for at realisere visionen. De har selv ageret fundraisere og rejst midlerne, og projektet har kostet omkring 2,5 millioner kroner. Glarborgen er nu Ølands lokale stolthed. Man bliver ført ind i Glarborgen ad en smal skovvej, som langsomt åbner sig til en flot indgang med en lang træbro, der fører op til Valhalla. Her mødes man af en helt særlig stemning, hvor solens stråler kigger ned gennem trækronerne, og man kan høre børns glade latter fra naturlegepladsen. De store løvtræer skaber en helt unik stemning i det kuperede område.

75-årige bygningsingeniør Peter Kvist er frivillig i projektet. Han har været formand for foreningen Glarborgen fra 2018-2022 og har sat et tydeligt aftryk på stedet, men er i dag i en mere tilbagetrukket rolle. Nu har Casper Stølting overtaget stafetten, og vil sammen med den øvrige bestyrelse sikre, at stedet fortsætter med at udvikle sig. Peter Kvist har medvirket til designet og tegnet forskellige bygningsdele i Glarborgen herunder blandt andet det imponerende fælleshus Valhalla. Ved første øjekast ser træhuset Valhalla meget skævt ud udefra, da det følger den stejle skråning. Men blikket snyder, for huset er blot bygget ind i skrænten uden at ændre taget og vinduernes hældning. En lille arkitektonisk finurlighed, der skaber nysgerrighed, og man kan næsten ikke vente med at åbne porten. Indenfor gemmer der sig et hyggeligt rum – opbygget i massive træstammer med højt til loftet og plads til 30 personer. Her kan familier og grupper nyde hyggelige pauser og måltider sammen – eller leje huset til private arrangementer for beskedne 500. Der er strøm, vand og toiletforhold, og Glarborgen har generelt handicapvenlig adgang, dog undtaget til bunden af slugten, som i stedet kan nydes fra udsigtspladsen.

Leg, teater og kunst

Skoven danner ramme om en stor naturlegeplads med bålplads, sansegynger, rutsjebaner, svævebaner, balanceredskaber og fantasifulde spil og lege, der lader børnene udfolde deres fantasi. Et stort vikingeskib er strandet, og rundt i Glarborgen er der skilte og træskulpturer, der relaterer til det mytologiske tema. Der er også personlige mindesmærker, som Mettes hund Rap, Steens flyver og roser skåret i egetræer til minde om hendes forældre. Amfiteatret danner ramme om operaforestillinger, friluftsgudstjenester og syng-sammen-arrangementer, og fremtiden byder forhåbentlig på flere events, hvor publikum kan sidde på bænke på skrænterne og nyde udsigten. Hver efterårsferie forvandles Glarborgen til et farverigt og (u)hyggeligt Halloween-univers med over 2.000 besøgende. Skoven rummer også udsigtsplads mod Limfjorden og en rekreativ rute på ca. ½ km, hvor både børn, voksne og motionister kan nyde den kuperede natur. Næste skridt er at skabe en udsigtsplatform over naturlegepladsen, så både leg og panorama kan nydes fra nye vinkler.

Fysioterapeut Kristina Vils Larsen har designet fitnessredskaber, der gør træningen sjov her midt i naturen Motionen kan med fordel kombineres med hjertestier i Øland Skoven eller med udgangspunkt fra medborgerhuset i Øland, hvor der udgår en hjertesti (Ca. 2,5 km.), der leder gæster langs Limfjordens dige, mod naturreservatet Ulvedybet og dæmningen til Gjøl.

Stier til fjorden

Glarborgen er åben året rundt fra kl. 6 til solnedgang. Stedet bruges både af lokale institutioner og mange familiebesøg, men inviterer også turister til at opleve Ølands fantastiske natur og rekreative muligheder. Glarborgen er mere end skov og legeredskaber – det er et levende projekt, skabt og vedligeholdt af frivillige, hvor solens stråler, børns leg, bål og hyggelige stunder med familie og venner skaber en helt unik oplevelse. Et sted, der skal opleves – og som inspirerer til at nyde naturen og samværet på Øland. Læs mere og planlæg dit besøg til dette fantastiske sted.

Flere nyheder