Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse
Festivalen, der tager udgangspunkt i områderne omkring Thorupstrand, Hjortdal, Slettestrand og Tranum er en event for hele familien. Programmet er spækket med 86 spændende aktiviteter, der emmer af leg og læring, hvor det hele naturligvis rimer på bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål. Festivalen har således fokus på miljø, det sociale og økonomi.
Masser af aktiviteter for hele familien
Du kan bl.a. tage med på naturløb, vandreture og guidede MTB-ture. Er du til de mere rolige aktiviteter, kan du prøve naturmeditation og yoga. Eller hvad med en ridetur på islænderheste?
Ugen byder derudover på græskar- og halloween hygge, skattejagt, kunsthåndværkudstilling, en familietur i børnehøjde, ’reparationscafé’ & loppemarked.
I det mere kulinariske hjørne står den bl.a. på et madspildsarrangement, råvaremarked, sanketur, fiskefileteringskursus, vinsmagning og pandekagehygge.
Vil du gerne være kreativ, kan du deltage i bl.a. en workshop i at arbejde med stumpeglas eller lave smykker af natursten.
FN’s 17 Verdensmål
-Der bliver også rig mulighed for at lære mere om verdensmålene gennem konkurrencer med ’Affaldskaravanen’ og ’Verdensmål på spil’, hvor hele familien kan være sammen om at løse opgaver, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, eventkoordinator i Jammerbugt Kommune.
Arrangøren bag Bæredygtighedsfestivalen er Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand og VisitJammerbugten. – Bæredygtighedsfestivalen er en fælles satsning fra det lokale turismeerhverv, som ønsker at udvikle sig til at blive en mere bæredygtig feriedestination, hvor lidt også kan være et skridt i den rigtige retning, afslutter Jette Haugaard Grønhøj.