BAG KLITTEN
Tekst: Lotte Kande – Foto: Jambo Feriepark
En smule forpustet og med vindblæst hår, suser Christina Egelund, 37 år, ind på redaktionen på Blokhus Avis. – Jeg er lige landet med flyet i Aalborg, siger hun og fortsætter: -De sidste par dage har jeg været på Christiansborg i forbindelse med mit politiske engagement, og når vi er færdige her, haster jeg videre til Aalborg. Her skal jeg være med i et tværpolitisk debatmøde omkring universiteternes fremtid.
Men historien om Christina Egelund begynder et helt andet sted. Hun er opvokset i Hjørring i en sund familie, der, som hun selv betegner det, har levet et helt almindeligt liv. Men det hele tog en drejning efter hun i 1996 blev student ved Hjørring Gymnasium og efterfølgende flyttede til Frankrig for at studere ved Sorbonne Universitet i Paris. Hendes bror var også flyttet hjemmefra, og det gav hendes forældre; Else og Karsten Egelund, lysten til at prøve noget nyt. Samme år som børnene ”fløj fra reden”, købte de campingpladsen ”Jambo Vesterhav Camping” ved Saltum Strand – senere kaldet Jambo Feriepark. Christina rejser hjem til Danmark hver sommer i 10 år for at arbejde på pladsen. Her havde hun alle tænkelige arbejdsfunktioner som bl.a. receptionist, ansvarlig for pladsens aktiviteter, været på rengøringsholdet, fungeret som eventkoordinator og meget andet.
Hjem til Danmark
I 2006 beslutter Christina og hendes franske kæreste Cyril sig for at flytte til Danmark. Cyril er vild med Danmark, og med tiden køber Christina sig ind i campingpladsen sammen med sine forældre. Sammen har de én målsætning med stedet, nemlig at blive Danmarks bedste campingplads. Kun tre år efter går denne drøm i opfyldelse, da Campingrådet tildeler dem prisen ”Danmarks bedste camping”. Og herefter er det gået stærkt, fortæller hun. – Denne pris har vi faktisk fået tildelt hvert år siden sammen med en del øvrige priser som: ” Europaprisen”, ”Best Camping 2015”, ”Superplatz” mv. Med anerkendte priser som disse, er der ikke mulighed for at hvile på laurbærrene. Vi er en plads under konstant udvikling, således vi altid er i stand til at imødekomme gæsternes ønsker, og det er det, der driver os, fortæller hun.
Jambo Feriepark, der ligger smukt placeret nær Saltum Strand, midt imellem feriebyerne Blokhus og Løkken, er en 5-stjernet luksusplads, der blev grundlagt i 1964. Pladsen råder over 650 enheder samt et unikt udvalg af oplevelser, aktiviteter, eksklusive overnatningsformer i hytteform og luksusvogne mv. og standarden på pladsen er en oplevelse udover det sædvanelige.
Kan det indimellem være udfordrende at være en del af en familieejet virksomhed?
– Nej, svarer Christina prompte. – Jeg føler mig privilegeret og ser det som en fantastisk mulighed at kunne være meget sammen med mine forældre. Vi har et super godt samarbejde, hvor vi hver især varetager pladsens mange funktioner. Interessen for udvikling og branding ligger mit hjerte nært. Jeg synes, at det er spændende hele tiden at tænke i nye muligheder, der kan sikre en fortsat udvikling og vækst af vores virksomhed.
Interesse for politik
Sideløbende med driften af Jambo Feriepark opstår Christinas interesse for politik. – Jeg har flere gange oplevet at løbe panden mod muren i henhold til, hvad jeg finder rimeligt. Vi hører ofte politikerne sige, at der skal mere gang i udkants-Danmark, at der skal sikres endnu flere arbejdspladser udenfor storbyerne, og ord som vækst og optimisme bruges i flæng. Derfor frustrerer det mig eksempelvis, at vi på Jambo Feriepark ikke har mulighed for at etablere hytter på over 35m2, når erfaringen viser, at det er det gæsterne efterspørger. Jeg inviterede politikere og flere udvalg ud på pladsen, således vi kunne visualisere problemet for dem. Men det kom der ikke noget resultat ud af ud over løfter om at ”kigge på det”. Og så er jeg nok sådan, at min fanden-i-voldskhed tager over, og jeg tager sagen i egen hånd, fortæller hun. Christina involverer sig i Liberal Alliance, og gennem liberal politik og partifæller, møder hun forståelse for problematikkerne i turismeerhvervet.
Mange af de ”kæpheste” fra Jambo er blevet en del af Liberal Alliances officielle turismepolitik. – Det er en stor fordel, at jeg kan trække på egne erfaringer. Det gør det nemmere at komme igennem med budskaber og holdninger – for det allerede er afprøvet. Erfaringer kan ikke slås op i en statistik, sådan er det bare, siger hun.
Campingpladsejer på vej i Folketinget?
Til spørgsmålet om hvorvidt Christina er på vej i Folketinget, lægger hun ikke skjul på, at det er et mål hun går efter. Men drømmen stopper ikke, hvis det skulle ske, at hun ikke blev valgt ind. – Jeg er ikke typen der giver op. Så prøver vi bare igen, siger hun med et glimt i øjet. – Hvis jeg til gengæld skulle have fornøjelsen af at blive valgt ind, stopper mit virke på Jambo ikke fuldstændigt. Linket til fortsat at drive virksomhed kan ikke slippes. Jeg har haft campinglivet tæt inde på livet de sidste mange år, jeg er vild med området og potentialet for at det kan blive endnu mere driftigt at drive forretning i denne del af Danmark, findes. Hun oplyser, at der egentlig kun skal få ressourcer til. – Jeg vil gerne fremhæve ”Destination Blokhus”. Modellen, der er et fantastisk eksempel på, hvorledes man ved fælles fodslaw og positiv indstilling kan sikre en synergi imellem kommune, lokale erhvervsdrivende, ildsjæle og kommune. I det øvrige Danmark kan man lære meget af denne model, der efter min overbevisning har været én af årsagerne til den succes Blokhus i øjeblikket mærker. I min optik forestiller jeg mig, at Christiansborg kunne være det sidste link til at sikre en firkløver, så lokale erfaringer fra virkeligheden kan føre til bedre lovgivning og bedre rammevilkår for os, der lever og driver forretning uden for storbyerne.