Sand på poterne, våd hund i bagagerummet og et badeværelse der sejler. Mange hundeejere kender sikkert scenariet efter en frisk tur ved Vesterhavet. Men snart er det slut med at kæmpe med hundeshampoo, hundehår og sand i egen brusekabine.
-Vi har længe ønsket at skabe et tilbud, der kombinerer praktisk hverdagshjælp med høj tilgængelighed. Hune er et område med både mange hundeejere og turister, og vi tror på, at behovet er der, udtaler indehaverne Karen Jensen og Charlotte Thorsager Kronborg. Samtidig skal det også styrke udvikling og servicemulighederne i Blokhus-Hune-området.
Og nu kan de snart se frem til at påbegynde det nye kapitel. Fredag den 22. maj åbner de to helt nye selvbetjente vaskerier. Her er der ikke kun plads til dyner, puder og sommersæsonens linned. Der er også tænkt på de firbenede gæster.
På adressen Vesterhavsvej 61 kan hundeejere nemlig snart give familiens bedste ven noget, der minder om en mindre wellness-behandling.
– Vi har investeret i en specialudviklet hundevaskemaskine, fortæller Charlotte Thorsager Kronborg fra Jammerbugt Rengøring. Hunden guides op ad en rampe og kan derefter sidde i et kar, mens ejer og maskinen klarer resten med både shampoo, balsam og føntørring. Der er endda mulighed for loppeshampoo, hvis det skulle blive nødvendigt.
Idéen om et hundevaskeri opstod helt tæt på hverdagen.
– Jeg har selv prøvet at stå med en beskidt hund hjemme i badet og tænkt, at der måtte findes en smartere løsning, siger Charlotte med et grin. På den måde blev hun opmærksom på at der faktisk findes specialbyggede maskiner til det formål.
Men det er ikke kun områdets hunde, der får glæde af det nye initiativ. Det nye vaskeri bliver udstyret med store professionelle maskiner, som kan klare alt fra dyner og gardiner til rullemadrasser og store mængder linned.
– Vi har mange sommerhuse i området og ved, hvor stort behovet er for at kunne vaske større ting hurtigt og nemt. Det gør det lettere både for sommerhusejere, turister og lokale, forklarer Charlotte.
Det nye vaskeri bliver drevet af Karen Jensen og Charlotte Thorsager Kronborg, som i forvejen står bag Jammerbugt Rengøring. Virksomheden blev etableret i 2016 og beskæftiger i dag omkring 20 medarbejdere indenfor rengøring af sommerhuse, private hjem og erhverv.
Så fremover kan man altså tage til Hune og få både hund og sengetøj gjort sommerklar på samme adresse.
Begge vaskerier er selvbetjente. Der er åbent alle ugens dage fra kl. 8 til 22.
Den officielle åbning finder sted fredag den 22. maj fra kl. 15, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge forbi til et glas bobler og lidt kage.





