”Jeg spurgte der den første dag Malthe og Dictes far: ”Hjælper det her”? Han svarede: ”Jeg kører to timer hver vej”. Jeg forstod ret hurtigt hvorfor”
– Lene; mor til Anne og Frederik
Tekst og foto: Lotte Kande
Langt ud af en grusvej, lidt til venstre og så lidt til højre, dernede, forenden, med det bakkede klitlandskab, den fredede natur og kun ”støj” fra de mange rådyr. Placeret langt væk fra naboer, men alligevel kun et lille stenkast fra Blokhus by. Herude i roen bor psykologisk konsulent, Jes Dige, sammen med sin hustru, Hanna.
Arbejder imod tavsheden
Jeg møder ham en fredag formiddag. Kaffemaskinen brygger, der emmer af ro, balance og helt naturligt begynder vores vigtige snak. Jeg bliver meget draget af at lytte til hans mange historier som spænder så bredt. 67-årige Jes arbejder imod tavsheden. Tavsheden og forbigåelsen, når børn mister en mor eller far, søster eller bror. Eller selv kæmper med en frygtelig sygdom. I 25 år har han være konsulent for Kræftens Bekæmpelse, og i 1992 tog han initiativ til landets første sorggruppe for børn og unge. –Forældrene ønskede at formålet med sorggrupperne skulle bidrage til oplevelser, grin og smil. Det viste sig at være den helt forkerte tilgang, for hvad børnene i virkeligheden havde brug for var at tale med hinanden om ”tunge emner”, fortæller Jes.
Vores snak finder sted i husets stue. Her sidder vi i parrets rødstribede sofa, nyder udsigten og jeg betages mere og mere af, hvorledes Jes erindrer hvert et barn, han har hjulpet. Lise, Niels og Camilla. Han husker dem alle, og han husker hver en historie. Han fortæller mig, at over 3000 børn og unge har været en del af hans arbejde de sidste 25 år. Dertil kommer søskende og forældre mv. Behovet for at tale om-, med- og have en relation til mennesker i samme situation er kun blevet større. – Børnene kan føle en form for tabu, en uforståenhed overfor sine omgivelser, de kan have svært ved at tackle sorgen med skolevenner og lign. Men her i sorggrupperne er de alle lige. Her dannes netværk og sociale relationer i respekt til- og for det enkelte menneske, siger han.
Det er tydeligt, at Jes er 100% engageret i sit virke. Det ligger helt naturligt til ham at involvere sig i andre mennesker. Han udviser oprigtighed og omsorg, og selvom jeg ikke er i tvivl bekræftes dette, da han fra skuffen i stuereolen viser mig flere breve og kort, han har modtaget af børn, unge eller pårørende, der har deltaget i hans sorggrupper:
”Som mor glemmer jeg aldrig første gang, jeg afleverede Anne og Frederik hos jer. Jeg gik derfra, ramt af at der var et lokale fyldt med børn og unge i samme situation. Der hvor vi havde følt os alene i verden. At se og høre hvordan de andre gradvist var kommet ovenpå. Jeg spurgte der, den første dag, Malthe og Dictes far: ”Hjælper det her”? Han svarede: ”Jeg kører to timer hver vej”. Jeg forstod ret hurtigt hvorfor”.
At kere er en livsstil
At interessere sig, at kere, som Jes selv udtrykker det, er ikke et job fra 8-16. Det er en livsstil og man er som oftest ”på” om dagen, aftenen, i weekenderne og i ferier. – I efterårsferien var jeg med mit barnebarn, Victoria, på tur i Aalborg. Her blev vi stoppet på Boulevarden af ét af de mange nordjyske børn, der mødes i vores grupper. Jeg fik en krammer, en hilsen og en snak om løst og fast. Victoria spurgte efterfølgende om det ikke nogle gang kunne være lidt irriterende, at man aldrig havde helt fri. Jeg fortalte hende, at det ville være langt værre, hvis de undgik mig. Det, at de søger kontakt med mig må betyde, at jeg har hjulpet dem, fortæller Jes.
Fordi det giver så god mening, kan det være svært for Jes selv at forstå, at Kræftens Bekæmpelse nu vælger at stoppe samarbejdet med ham med udgangen af april 2017. Derfor fortsætter Jes sit arbejde med sorgramte børn med støtte fra fonde og privatpersoner.
Skyggebørn
”Skyggebørn” bliver titlen på den nye organisation, hvis formål fortsat er at styrke indsatsen og viden i forhold til børn og unge sorgramte familier – i forhold til barnets nære hverdag med familien i forandring, og at arbejde for børn og unge der oplever livskriser fx i forbindelse med langvarig sygdom, forældredødsfald, skilsmisse, misbrug eller andre traumatiske oplevelser, ikke er alene med disse oplevelser, men sikre en god og ansvarlig voksen hjælp fra familie, skole, daginstitution og andre netværkspersoner i barnets hverdag. Ligesom formålet med projektet ligeledes er at formidle viden og erfaring om børn, unges sorg, og deres, og familiens, behov for en tidlig forebyggende indsats.
Som udgangspunkt vil man ikke mærke til forandringerne, for alle sorggrupper vil fortsat bestå, blot i nyt regi. Foreningen vil have hjemsted i Aalborg, men vil være landsdækkende, siger han og tilføjer, -at endnu et mål er, at kunne udvikle minimum 8 nye grupper på landsplan, hvilket svarer til, at endnu flere børn og søskende kan få et kvalificeret tilbud om hjælp i hverdagen.
Lise gav navn til ”Skyggebørn”
Jeg spørger Jes hvor ideen til projektnavnet ”Skyggebørn” stammer fra. Han fortæller mig historien om Lise. Lise var sådan et ”skyggebarn”, som hun i en alder af kun 13 år, selv udtrykte det. – Det var rammende ord fra en lille pige, hvis bror var kræftsyg. Familien var i dyb krise, og brorens behov for omsorg og støtte var i sagens natur langt mere synlig end søsterens. Hun fejlede jo ingenting, så hun blev glemt. Masser af børn lever i de voksnes blinde vinkel, og er alene med deres sorg, fortæller han.
Gennem sit mangeårige arbejde med børn og unge i sorg har han erfaret, at sorgen kan have mange årsager og ansigter. – Mange eksisterende tilbud opstiller kriterier for, hvem der er berettiget til at få hjælp. Den slags kassetænkning vil vi i ”Skyggebørn” gøre op med ved at skabe et åbent tilbud, der ikke sorterer børn fra, men åbner døren for dem, der har brug for hjælp.
Stille lakker mit interview mod enden. Men jeg kunne blive ved med at lytte. Jeg føler mig helt tryg og forstår den tillid, de mange børn og unge udviser Jes. Ganske simpelt fordi det er helt naturligt. Da jeg spørger, hvordan han selv mener, at han har beriget alle disse liv, siger han – Vi har beriget hinandens liv. Jeg er dog mest privilegeret af mig og barnet.
Jeg afslutter med at fortælle ham, hvor vigtigt det er, at lige præcis han er til. Han kigger på mig og siger: – Jamen Lotte, det er ikke fordi det er vigtigt. Det er fordi, at det giver så god mening og have med de unger at gøre.
