Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der står bag Bajerløb, der blev gennemført for første gang i Blokhus by lørdag 25. maj, blev afviklet med succes.
Bajerløbet var en begivenhed, hvor gæsterne skulle ledes rundt på en rute i Blokhus by for at smage på ca. 10 forskellige små specialøl. Efter fælles opvarmning blev deltagerne sendt ud på ”løbet”.
Det var ikke en konkurrence om at komme først. Hensigten var i stedet, at gæsterne skulle hygge sig med nogle gode smagsoplevelser.
Og den mission blev taget rigtig godt imod.
-Vi havde næsten udsolgt, fortæller en glad Rikke Severin Eriksen, på vegne af Erhvervsforeningen.
Og selvom begivenheden faldt sammen med afholdelsen med karnevallet i Aalborg formåede arrangørerne alligevel at tiltrække sig positiv opmærksomhed.
-Gæsterne synes det var fedt, og flere fortalte, at de gerne vil deltage igen næste år, fortsætter hun. -Der var 125 ledige pladser, og vi endte på 110 solgte billetter. Det er vi rigtig godt tilfredse med. Og sammen med det gode vejr har vi haft de bedste betingelser for at søsætte et initiativ som dette, siger hun og fortsætter.
Bajerløbet tiltrak fortrinsvis gæster fra Nordjylland, men der var også enkelte deltagere længere væk fra Blokhus.
En af dem var 24-årige Louise Degenkamp, som sammen med tre venner, havde taget turen fra Horsens til Blokhus for at være med til løbet. De havde set reklame for løbet på Facebook.
Foto: Louise Degenkamp ses her i den lyseblå kjole under opvarmning på Blokhus Torv
-Vi tog herop, fordi der var en event, vi synes kunne være sjov at være med til. Jeg er altid kommet i Blokhus og kender byen godt, da mine forældre har lejlighed på Danland, men mine venner kender det ikke helt så godt. Vi synes alle, det var virkelig godt, fortæller hun. Vi kom til at snakke med en masse andre, og det åbnede virkelig op for en god stemning. Samtidig var der også nogle rigtig gode øl, og det er jo selvfølgelig også dejligt. Vi kommer igen, hvis det er igen til næste år, fastslår hun.
Støtte til events
Eventen er blandt andet etableret for at skabe yderligere økonomisk råderum til at opretholde aktivitetsniveauet med den mængde af årlige events, som destinationen står bag. Mange af dem kan gæsterne deltage gratis i, og derfor kan events som Bajerløbet være med til at sikre gratisoplevelser i fremtiden også.
Samme dag blev der også lanceret en Blokhus Øl, som gæsterne var begejstrede for. Det er en lokal øl, som også skal være med til at generere økonomisk støtte til afvikling af events.
Den kan fremadrettet købes i Spar i Hune og Blokhus.
Eventen blev også gennemført takket være de frivillige og en række lokale virksomheders velvillighed til at sponsorere smagsprøver på øllene.
-Vi vil derfor her i samme forbindelse også rette en stor tak til sponsorerne, siger Rikke Severin Eriksen fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Bajerløbet afholdes igen i 2025, men de nærmere detaljer er ikke defineret endnu. Arrangørerne har draget sig nogle erfaringer, og dem vil de tage afsæt i, når næste års løb skal planlægges, hvor det formentlig finde sted både i Blokhus og Hune.