Mandag blev Hune Kirke’s barokuge skudt i gang på fornemste vis af organisten Gunnar Svensson.
Gunnar Svensson er freelance organist, og han havde sammensat et program med musik af fire landes barokkomponister; der var musik fra Tyskland, Danmark, England og Frankrig. Svensson gav en stor musikalsk oplevelse på Hune Kirkes orgel. Orglet har blandt andet nogle fine fløjtestemmer og en opbygning som er særlig velegnet til fransk barokmusik, og her udnyttede Gunnar Svensson mulighederne til fulde, og det var et begejstret publikum, som også glædede sig over det ekstranummer, som Svensson kvitterede med.
Michael Austin spillede Johan Sebastian Bach
Tirsdag bød på en nyskabelse i Hune Kirkes Sommerkoncerter.
Tre koncerter i løbet af samme dag og med ét og samme værk af Johan Sebastian Bach. Det var organist Michael Austin som også er uddannet cembalist fra Royal College of Music i London, som spillede værket Wohltemperiertes Klavier Bind 1, som består af i alt 48 præludier og fugaer, på sit cembalo stillet op i Hune Kirke. Et af musikhistoriens største mesterværker blev virtuost forløst af Michael Austin: Hver tone stod lysende klart, alle temaer, rytmer og harmonier svævede i rummet. Det var en mester som fortolkede Bach’s storslåede musik, og det var ikke kun håndværket, som var uovertruffent i top, det var den musikalske fortolkning også. Hver af de tre koncerter blev indledt af Cand. Mag. Jens Kjeldsen, som er ekspert i musik generelt og i Bach i særdeleshed, og Jens Kjeldsen åbnede et væld af døre og muligheder for at komme tættere på Bach’s musik. Mellem koncerterne havde Hune Menighedsråd arrangeret først kaffebord og derefter buffet , som mange benyttede sig af. Det var en unik lejlighed til at være sammen med såvel Jens Kjeldsen som med dagens musiker, Michael Austin. Efter den sidste koncert modtog Michael Austin publikums stående bifald, som varede over 5 minutter.
Trio Corelli i Hune Kirke onsdag aften (Foto: Carl Chr. Hansen)
Onsdag aften fyldte Trio Corelli Hune Kirke til sidste plads, og de leverede et vidunderligt program med musik af Corelli, Mattheson og Händel.
Trio Corelli består af tre af landets allerbedste fortolkere af barokmusik; Elisabeth Zeuthen Schneider på barokviolin, Viggo Mangor på ærkelut og professor Ulrik Spang-Hanssen på kammerorgel. Hune Kirkes akustik er nær det perfekte når det gælder akustisk musik, og den smukke, sprøde klang fra barokviolinen blandet med ærkeluttens dybe bastoner og kammerorglets diskrete akkompagnement tryllebandt publikum. Musikken virtuositet og krav til musikerne understregede samtidig, at niveauet, som Barok Festivalen i Hune Kirke har, ikke fåes højere.