Blokhus

Beach Boys indtager scenen til sankthans i Blokhus

Sankthansaften i Blokhus er altid et kæmpe hit, og dette års program lægger op til, at den tradition bliver gentaget. Især med fokus på at skabe en rigtig ”beach-party”.
– Vi er enormt glade for igen at kunne invitere til gratis sankthansfest på Blokhus Strand, og derfor har vi valgt at skrue ekstra op for musikken i år, siger
eventansvarlig Jannie Ratke på vegne af arrangørerne, Erhvervsforeningen Destination Blokhus og Spillestedet Blokhus.

Fest på stranden
Årets båltaler er borgmester Mogens Chr. Gade, men festen indledes med, at der fra kl. 18.00 er musik og march fra Torvet i Blokhus med norske skolekorps, som er i Blokhus for at deltage i Nordsøfestivalen, til stranden, hvor de vil give en række minikoncerter.
Fra kl. 19.00 vil det populære partyband Festerkester med et repertoire fra 1960’erne og frem til nutidens hits varme publikum op, inden britiske The Bootleg Beach Boys skaber ægte californisk stemning med Beach Boys megahits som ”Barbara Ann” og ”Surfing USA”, når de går på scenen kl. 20.00 og igen kl. 21.15.

En særlig oplevelse
I år er det Hune Naturbørnehave, som sørger for, at heksen er på bålet, når det bliver tændt på stranden.
– Vi er enormt glade for, at vi endelig kan få lov til at invitere til sankthans på stranden uden restriktioner. Publikum kan sidde i klitterne, eller synge med foran
scenen, siger Jannie Ratke.
– Der er intet så smukt, som når solen går ned over Vesterhavet samtidig med, at bålets flammer danser mod himlen. Det skaber en helt speciel stemning, siger hun.
Arrangørerne opfordrer til at tage hensyn, når man parkerer og gør opmærksom på, at tilkørslen fra Saltum Strand også kan anvendes.

Program:
• 18.00 Musikalsk march fra Blokhus Torv til stranden
• 18.15 Korpsmusik på stranden
• 19.00 Opvarmning: Festerkester
• 19.50 Velkomst
• 20.00 Koncert: The Bootleg Beach boys
• 20.50 Båltale: Mogens Chr. Gade, Borgmester Jammerbugt Kommune
• 21.00 Bålet tændes
• 21.15 Koncert: The Bootleg Beach Boys

Læs om fantastiske oplevelser og events