2012 var for et par timer skiftet ud med 1950’erne, da Billybobbers fyrrede op under publikum ved TV2 Nords femte koncert på torvet i Blokhus.
Stemningen var igen helt i top blandt de godt 2000 der var mødt frem på torvet, på trods af den kolde blæst og solen brød da også flere gange frem og hjalp Billybobbers med at fyre op under publikum – ikke at de havde brug for hjælp!
Det var fire virkeligt veloplagte herrer der gik på scenen – og lige fra start, fik publikum med. De leverede alt hvad der skal til, for at inddrage et publikum i glæden til musikken. En forsanger, med en fantastisk stemme, som med karisma indtog scenen og på intet tidspunkt var kedelig at følge. Et band der med soloer, humor og en måde at spille deres instrumenter på, så man ikke tvivler på mange års erfaring og stor kærlighed til musikken og ikke mindst et samlet band med evnen til at inddrage publikum i den musik de åbenlyst trivedes med at dele.
Højdepunktet ved koncerten var da et rigtigt stemningsfyldt og veloplagt publikum, Sang med på Johnny Cash klassikeren – ”Ring of fire”, musikken standsede og det store publikum sang selv, så det kunne høres på stranden i Blokhus!
På næste tirsdag er det Morten Remar, som besøger Blokhus, ved TV2 Nords sjette sommerkoncert