Nyheder
imported

Blokhus FC mister licens til Betsafeligaen

DBU har i dag afgjort, at Blokhus FC grundet klubbens nuværende stadionforhold ikke opfylder kravene til at opnå den licens, der fra den kommende sæson er en betingelse for at deltage i 1. division.

 DBU’s licenssystem har eksisteret i Superligaen gennem flere år, og er altså nu for første gang også indført i 1. division med virkning fra kommende sæson. 

– Vi må i den sammenhæng erkende, at vores beskedne rammer på Jetsmark Stadion ikke lever op til DBU’s fremtidige standarder for 1. divisionsklubber, og derfor er vi i tæt dialog med Jammerbugt Kommune, som er ejer af Jetsmark Stadion, omkring mulighederne for at udbedre forholdene på stadionet, således det i fremtiden kan leve op til DBU’s krav, fortæller Direktør i FC Blokhus Erik Just

De nuværende planer for forbedringer af forholdene er af DBU’s klublicensudvalg blevet afvist, og som resultat heraf tildeler DBU ikke den nødvendige DBU Licens til Blokhus FC for den kommende sæson.

Foto: En optimistisk direktør for Blokhus FC, Erik Just, tror på at der kan findes en løsning

– Vi har i licensansøgningsprocessen haft en positiv dialog med både DBU og Jammerbugt Kommune, og vil efter dagens afgørelse fortsætte denne dialog med henblik på at få gennemført de nødvendige tilpasninger i de nuværende planer for Jetsmark Stadion, således de kan accepteres inden for DBU’s nye licenskrav.

Som klub har Blokhus FC 14 dage til at anke DBU’s beslutning, og med den ovennævnte positive dialog i tankerne, er det på nuværende tidspunkt klubbens forventning, at man kan få løst disse sidste problematikker og således blive licensberettiget til 1. division under de nye skærpede krav.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events