Blokhus

Blokhus Feriecenter har fejret 50 års jubilæum

50 år med uforglemmelige ferieoplevelser
 | FOTO: Presse  

Blokhus Feriecenter har netop fejret 50 års fødselsdag og trives som aldrig før. 50 år er en dejlig alder – det er det i hvert fald for Blokhus Feriecenter, der  har det rigtig godt. Det var således en glad og tilfreds centerchef, Inge Valbirk, der ved jubilæumsreceptionen d. 18. juni modtog gratulationer fra de omkring 120 fremmødte på dagen. Det blev til nogle festlige timer med taler af tidligere hoteldirektør Frank Pedersen og formand for Ejerforening Blokhus Feriecenter, Christian Hem. Den festlige musikalske underholdning sørgede nogle af de gæstende orkestre fra Nordsøfestivalen for, ligesom forsamlingen hyggede sig med grillpølser og fadøl i hinandens selskab.

En tur ned ad mindernes allé

Indvielsen af de første blokke fandt som sagt sted for 50 år siden. Det var andre tider, som Frank Pedersen levendegjorde i sin tale, hvor han tog tilhørerne med på en tur ned ad mindernes allé. Tilbage i 1973 var prisen for en uges ophold inklusiv forbrug således kr. 298,-. Siden da er der i årenes løb sket meget, såvel når det gælder det prismæssige niveau, som når det gælder kravene og forventningerne til komfort.

Helt i top når det gælder kvalitetsniveauet

Heldigvis kan centerchef Inge Valbirk glæde sig over, at Blokhus Feriecenter ligger helt i top, når det gælder kvalitetsniveauet inden for kæden af Danland-hoteller. Det gælder bl.a. den samlede kundeservice og den fysiske beliggenhed, hvor Blokhus Feriecenter ligger helt i top, fortæller Inge Valbirk. – Hendes far, Frank Pedersen, bestred chefjobbet i perioden fra indvielsen i 1973 til 2006. Herefter overtog Palle Holmbech ledelsesansvaret i en to-årig periode, inden Inge Valbirk fulgte i sin fars fodspor fra 2008, så man kan uden at overdrive sige, at Blokhus Feriecenter næsten ligner et familieforetagende.
Samtidig har Blokhus Feriecenter et meget stabilt personale, med flere som har været på centret i mere end 20 år.

Et sundt og levedygtigt feriecenter

Et stort til lykke til et sundt og levedygtigt feriecenter, der har forstået løbende at tilpasse sig tidens krav og leve op til gæsternes behov for en god og uforglemmelig ferieoplevelse.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events