Feriepartner i Nordjylland samlede mere end 4.400 til en hyggelig dag i Aalborg Zoo
Hvad gør man, hvis en mail som tak for samarbejdet ikke helt er tilstrækkeligt? Hos nordjysk sommerhusudlejer inviterer man til et hyggeligt arrangement i zoologisk have i Aalborg.
Det var de lokale Feriepartner-bureauer Limfjorden, Thy, Jammerbugt, Blokhus, Løkken, Lønstrup, Tversted/Ålbæk og Kattegat, der var vært og sommerhusejere, medarbejdere og deres familier kunne tage på en oplevelsesrig tur til Aalborg Zoo.
En gestus til medarbejdere og feriehusudlejere, som tak for et positivt samarbejde og godt fællesskab.
Mere end 4.400 deltagere havde taget imod invitationen og nød dagen blandt de mange dyr i den hyggelige zoologiske have. Formålet med arrangementet var at styrke relationerne mellem Feriepartner i Nordjylland, sommerhusejerne og medarbejderne og samtidig takke for det gode samarbejde i hverdagen.
– Vores udlejere og medarbejdere er fundamentet for vores forretning, og vi vil gerne give dem nogle gode oplevelser, der rækker ud over det samarbejde, vi har om udlejning af sommerhuse. Jeg er meget glad for den store opbakning til arrangementet, og det var dejligt at se, hvordan både voksne og børn hyggede sig. Arrangementet viser tydeligt, hvor stærkt fællesskabet er omkring Feriepartner i Nordjylland, siger direktør og medindehaver Jan Brusgaard fra Feriepartner i Nordjylland.
Arrangementet i Aalborg Zoo er et eksempel på, hvordan Feriepartner i Nordjylland arbejder målrettet med relationer, lokalt engagement og stærke fællesskaber mellem samarbejdspartnere og medarbejdere. Den lokale forankring er afgørende for Feriepartner-koncernen, som består af selvstændige, lokale bureauer i de områder, hvor der kommer mange turister.
– I Feriepartner lægger vi meget stor vægt på at være til stede lokalt, hvor sommerhusene ligger, og det sætter sommerhusejerne stor pris på. Det er den store opbakning til vores arrangement i zoo et udtryk for, siger Jan Brusgaard.


Bidrager til natur og biodiversitet
Turen til Aalborg Zoo var ikke tilfældigt valgt. Feriepartner-bureauerne i Nordjylland er nemlig guldambassadør hos Aalborg Zoo og bidrager dermed også til naturbevarelse i Nordjylland. Et konkret eksempel er indsatsen for strandtudsen, hvor bestanden gennem mange år har været i tilbagegang. Gennem et avlsprogram i Aalborg Zoo opdrættes strandtudser, som efterfølgende udsættes i naturen for at styrke bestanden.
– De mange gæster i sommerhusene fremhæver naturen som en af de vigtigste årsager til, at de holder ferie i Nordjylland, så det er oplagt, at vi gør en indsats for at passe på naturen, siger Jan Brusgaard.
Det var dog mest dyr som løver, orangutanger og isbjørne, der var fokus på i Aalborg Zoo, da Feriepartner i Nordjylland var vært for en hyggelig dag.






