Blokhus

Blokhus Kanonen takker af for i år

Sidste skydning 4. november
blokhus kanon (2)

Blokhus Kanonlaug har, som en fast tradition hele sommeren, skudt kanonen af på Blokhus Strand hver aften kl. 21.00 ved solnedgang.

Nu takker de af for i år med en sidste skydning i forbindelse med indvielse af Magisk Jul 4. november.

Det foregår udenfor Skulpturparken kl. 16.00, og der er adgang for alle.

-Vi har haft en fantastisk sæson og føler en stigende interesse for os og et kendskab, der er ved at være slået igennem. Flere og flere er søgt mod stranden, hvor vi fornemmer at gæsterne efterhånden har en fast rutine, hvor de efter aftensmaden lige skal ned og have solnedgang og kanonaffyring med, siger Nils Bell, oldermand i Blokhus Kanonlaug.

Han fortæller endvidere, at der er god stemning blandt de dedikerede kanonerer, der iøvrigt har meldt sig frivilligt til at gennemføre det, og de oplever en anerkendelse for deres indsats.

-Nu er gæsterne ikke forbavsede over hvad der foregår, men anerkender det.

Når affyringen er slut for i år tager kanonlauget opstilling næste gang Nytårsdag 1. januar på Blokhus Torv, hvor der ønskes godt nytår og serveres et glas mousserende vin til alle. 

Læs om fantastiske oplevelser og events