Det sker

Blokhus Marathon vokser år for år

 | FOTO: Presse
Sommerens store motionsfest i august

Der er stor interesse for Blokhus Marathon, som søndag den 2. august igen forvandler Blokhus til centrum for en stor motionsfest. Arrangørerne fra Saltum Trim og ROFL Run fra Aabybro håber, der vil være op mod 1.400 deltagere til årets løb.

Blokhus Marathon har gennem årene opbygget et stærkt navn, og deltagerne kommer ikke kun fra hele Danmark, men også fra blandt andet Norge, Sverige og Tyskland.

– Vi oplever en stigende interesse for løbet, og det er fantastisk at se, hvordan deltagerne vender tilbage år efter år, fortæller Karsten Sørensen fra ROFL Run.

Løbet fører deltagerne gennem noget af Danmarks smukkeste vestkystnatur med ruter langs Vesterhavet, gennem klitterne og ad skovstier. Og selvom navnet er Blokhus Marathon, er der plads til alle – fra de øvede løbere til familier og motionister.

Syv ruter som sidste år

Selvom løbet bærer navnet Blokhus Marathon, er arrangementet langt fra kun for de mest erfarne løbere.

– Vi har noget for hele familien – uanset om man er løber eller ej, fortæller arrangørerne.

Familie One Mile på 1,6 kilometer, 5-kilometerløbet samt Børnemaraton på fem kilometer for aldersgrupperne 5-10 år og 11-14 år er blandt de mest familievenlige tilbud.

For dem, der foretrækker en roligere oplevelse, er der også mulighed for at deltage på WALKin-ruterne, hvor man kan vælge mellem cirka otte kilometer eller et kvart maraton på omkring 10,5 kilometer.

Derudover er der naturligvis også mulighed for at stille op på de klassiske distancer: kvartmaraton, halvmaraton og det fulde maraton på 42,195 kilometer for de mere rutinerede deltagere.

Alle syv rutemuligheder er bevaret fra sidste år.

Stor frivilligindsats

Arrangørerne understreger samtidig, at Blokhus Marathon kun kan lade sig gøre takket være den store opbakning fra frivillige, sponsorer og lokalområdet.

– Det er fantastisk, at Blokhus Marathon både samler mennesker og er med til at sætte området på landkortet, siger arrangørerne.

Alle deltagere får den populære Blokhus Marathon-medalje, og der er i år produceret 1.400 medaljer, så pladserne er begrænsede. Skal du sikre dig en plads så skal du skynde dig at tilmelde dig.

Starten går fra Torvet i Blokhus, hvor stævnepladsen åbner klokken 8.00.

Flere nyheder