Blokhus

Blokhus og Stranden drager

Der er dømt pinsestemning i Blokhus

– Denne weekend skulle den høje blå himmel over Blokhus Strand have været pyntet med utallige drager i alle former og farver, men som med så meget andet, så har COVID-19 sat en stopper for det.

Mødes alligevel
Men det forhindrer ikke fire venner og drage-entusiaster fra Hillerød, Fredensborg, Nørrebro og Kalundborg i at mødes i Blokhus i pinsen for at flyve med drager – som de har gjort i de sidste 20 år.
Louise Jensen, Christian Østergaard, Søren Richard Andersen og Per Andersen har nemlig hvert år i pinsen mødtes med svenske, tyske og norske drage-venner, og stævnerne har med tiden udviklet sig til det store Blokhus-Løkken Wind Festival.
– Vi ville ikke undvære oplevelsen i år, fortæller de.

Christian, Søren og Louise er drage-entusiaster. Foto: Vores Jammerbugt

Det ultimative
– Blokhus er ultimativt det bedste sted at flyve med drager, siger Louise Jensen med en stemme tyk af overbevisning.
– Vestenvinden er altid stabil, og det er noget, der trækker. Og så er her flot og masser af hygge med gode iscafeer og en god bager, siger Per Andersen, der sammen med de øvrige venner har lejet sig ind i et sommerhus Bag Sømærket.

Dette kaldes et fransk kys. Foto: Vores Jammerbugt

En meditation
Han forklarer, at det er en lise at flyve med drager, en slags meditation.
– Det vinden, havet og at være i naturen. Der er mange aspekter i at flyve med drage. Du kan få dem med 1,2 eller 4 liner.
– De her er 4 liners drager kaldet Djinn. Det vil sige, det er en Revolution Kite opfundet i USA, som siden er blevet videreudviklet i utallige afskygninger, fortæller Per Andersen.
– At flyve med drage er ligesom at spille skak. Du kan lære det på 10 minutter, men bruge resten af livet på at blive bedre til at spille det.
Og de fire venner flyver med deres drager på Blokhus Strand i dag, lørdag 30. maj, samt i morgen, søndag.

Foto: Vores Jammerbugt

Pinsestemning i Blokhus
Og når man har brug for en pause fra den dragende strand, så venter iscafeer, spisesteder og butikker med deres oplevelser – og man kan benytte de mange nye bænke på Torvet til at sætte sig og suge pinsestemningen til sig.
Se flere fotos med dragerne og med pinsestemningen i Blokhus nedenfor:


Læs om fantastiske oplevelser og events