Den dybe, brummende lyd af propelfly kommer til at fylde luften over Blokhus søndag den 21. august, hvor 12-15 private fly vil indtage luftrummet, inden de gør klar til landing direkte på Blokhus Strand.
Tekst: Lotte Kande(redigeret) – Foto: Presse
Forventningerne til Blokhus Fly-In er store hos arrangørerne VisitJammerbugten og Erhvervsforeningen Destination Blokhus – I godt vejr fylder vi byen med turister, siger Karl Korfits fra arbejdsgruppen bag Fly-In.
Inden alle flyene lander et efter et på stranden, vil der være faldskærmsudspring. Bagefter, når flyene holder skinnende blanke på stranden i solskinnet, fortæller den lokale pilot, Kræn Hjortlund, om deres tekniske detaljer og deres historie.
– Idéen til Blokhus Fly-In opstod for nogle år siden, hvor vi havde et fly til at lande på stranden med en pokal til vinderen af et bilshow. Stranden ved Blokhus er netop bred nok til, at fly kan lande og lette her. Det er helt unikt. Længere nordpå og sydpå kan det ikke lade sig gøre, fortæller Karl Korfits.
Derfor gik en arbejdsgruppe bestående af lokale ildsjæle i gang med at planlægge en event, hvor stranden, Torvet, fly og flyvning er i centrum. Det hele kulminerer til Blokhus Fly-In, hvor hele byen i den grad kommer på vingerne.