Blokhus

Blokhus Strand Baadlaug fejrer 50-års jubilæum

Folkefest ved Fiskernes hus

Lørdag den 8. august bliver Fiskernes Hus på Blokhus Strand rammen om en stor jubilæumsfest, når Blokhus Strand Baadlaug markerer sit 50-års jubilæum. Gæster kan se frem til en dag med anderæs, trylleshow, smagsprøver på grillet fisk og krabber samt aktiviteter for hele familien. En fejring, hvor alt sammen tager udgangspunkt i den historie, der gennem et halvt århundrede har været med til at bevare fortællingen om fiskeriet i Blokhus.

– I 50 år har Blokhus Strand Baadlaug været en vigtig del af livet på stranden. Jubilæet er en anledning til både at se tilbage på historien og invitere lokale og gæster til en hyggelig dag med oplevelser for hele familien, siger formand i baadlauget, Hanne Rothaus.

Drømmen om Fiskernes Hus

Da Blokhus Strand Baadlaug blev stiftet i 1976, havde medlemmerne én fælles ambition: Fiskerne skulle have deres eget hus på stranden. Et sted til redskaber, møder og fællesskab. Placeret der, hvor fiskeriet hørte hjemme. Vejen dertil blev dog lang. Særligt placeringen af redningsstationen blev et stridspunkt, fordi den var planlagt netop dér, hvor fiskerne ønskede deres hus. Den daværende formand Ole Buch arbejdede utrætteligt for projektet i årtier. -Mange troede på et tidspunkt, at drømmen aldrig ville blive til virkelighed, fortæller Hanne Rothaus.
Vendepunktet kom, da beslutningen om redningsstationens placering blev ændret, så der blev plads til Fiskernes Hus på stranden. Men der manglede fortsat finansiering. Ved en stor folkefest blev der solgt folkeaktier og en stor lokale opbakning skabte en startkapital på 500.000 kroner til Blokhusfonden. Den sidste brik faldt på plads, da Fiskeri LAG Nord bevilgede 900.000 kroner til projektet. Et afgørende bidrag, som gjorde byggeriet muligt. I 2011 blev Fiskernes Hus indviet efter mere end 35 års arbejde.

Anderæs og smagsprøver

Jubilæumsdagen byder på en lang række aktiviteter på Blokhus Strand. Den populære tradition med anderæs gentages, og i anledning af jubilæet suppleres det klassiske ræs med et ekstra løb for store gule ænder. Der bliver desuden trylleshow med Stig Rantzau, mulighed for at smage grillet fisk og krabber, ligesom Fiskernes Hus danner rammen om dagens mange aktiviteter. I forbindelse med jubilæet udgiver baadlauget også et jubilæumsskrift, der fortæller historien om de første 50 år.

Arrangementet er gratis og finder sted lørdag den 8. august kl. 10.00-15.00 ved Fiskernes Hus på Blokhus Strand. Publikum kan blandt andet opleve anderæs kl. 11.00 og 13.30, men deltagelse har et minde gebyr. Der vil kunne opleves trylleshow omkring kl. 12.00 samt smagsprøver på fisk og krabber fra middagstid.

Flere nyheder