Når vinterferien nærmer sig, forvandler Blokhus sig til et vinterland fuld af spændende oplevelser og aktiviteter for alle aldre.
I uge 7 og 8 indbyder Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten til Vinterfestival 2025 og det er alt fra isglatte skøjteture og sjove vinteraktiviteter til kreative workshops og kulturelle højdepunkter.
Alle aktiviteter foregår enten hos det omkringliggende erhverv i Destination Blokhus eller med udgangspunkt fra Blokhus centrum. og Blokhus strand.
Festivalen er en oplagt mulighed for at samle hele familien og opleve alt det, der gør Blokhus til noget helt særligt i vintermånederne.

Et magisk vinterland
Midt i Blokhus kan du opleve den festlige stemning på skøjtebanen, der er åben hver dag i vinterferien. Her kan både børn og voksne prøve kræfter med skøjteløb, og hver fredag og lørdag sørger “Disco on Ice” for farverige lys, god musik og en ekstra hyggelig atmosfære. Hvis du har lyst til mere fart og spænding, kan du se ishockeykampe med Blokhus Ducks eller selv prøve kræfter med sporten til en gratis træning.
På Valentinsdag den 14. februar kan du dele en særlig oplevelse med en, du holder af, når “Valentine on Ice” byder på 2-for-1 skøjteture og romantisk stemning.
Vil du sikre dig en plads, så kan der bestilles tid på Blokhus Skøjtebane her
Naturoplevelser og aktiv ferie
Vinterfestivalen er også en invitation til at udforske den smukke natur, der omgiver Blokhus.
Hver morgen kan du starte dagen med et forfriskende vinterbad i Vesterhavet efterfulgt af afslappende saunagus på stranden. Foretrækker du de mere “tørre” aktiviteter, er der både vandreture gennem klitter og skove, rideture i vinterlandskabet og refleksløb.
Samtidig er nogle af ugens højdepunkter også spændende biologiske opdagelser for nysgerrige sjæle, når Badass Biology åbner op for skovbundens hemmeligheder eller der inviteres på ravjagt med UV lygter.
Med på programmet er også løbetræning og curling samt fodboldgolf og minigolf, hvor hele familien kan dyste mod hinanden i sjove discipliner.
Det er kun fantasien, der sætter grænsen for, hvor spændende din vinterferie skal være.
Kreative sysler og masser af leg
Er du til kreative sysler, kan du slippe fantasien løs med de mange workshops. Lav dit eget unikke keramik, støb lys og lysestager, eller prøv kræfter med smykkedesign. Har du en sød tand, så kan du også begive dig ud chokoladeverdenen til en særlig chokolade-workshop.
For børnene er der også tegnekonkurrencer og mulighed for at skabe dyr i modellervoks og små animationsfilm i en Stop Motion Workshop.
Der kan laves masker og fastelavnspynt og naturligvis også slås katten af tønden.
I badelandet kan børnene hygge sig til børnedisco med DJ Scout, der kan leges i det store indendørs legeland og derudover kan alle blive underholdt af hyggeligt cirkus og spændende trylleshow.
En uforglemmelig vinterferie
Blokhus Vinterfestival 2025 kombinerer alt, hvad der gør vinterferien mindeværdig – smukke naturoplevelser, kreativ fordybelse og sjov for hele familien. Uanset om du søger action, afslapning eller kvalitetstid med dem, du holder af, har Blokhus noget at byde på.
-Vi glæder os til at tage imod en masse gæster til Blokhus Vinterfestival, siger Rikke Severin Eriksen, eventansvarlig i Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Det er en dejlig måde at tage hul på 2025 og en festival med masser af familievenlige aktiviteter, som er med til at forlænge turistsæsonen i vores område.
Tag familien med og oplev vintermagien i Destination Blokhus.
Der venter en ferie fyldt med hygge, eventyr og aktiviteter for enhver smag.