Takket være en donation fra Sol og Strand Feriehusudlejning A/S i Blokhus, er børnehaveleder Søren Kjelds kommet ønsket om at skabe et fordybelsesområde for børnehavens poder et skridt nærmere.
På et areal uden for børnehaven er der blandt andet blevet etableret en stor stensætning, en bakke der skal beplantes og et insekthotel, der skal give insekter et sted at bo, overvintre, søge skjul og formere sig. Endvidere er tanken at græsset på arealet skal have lov at vokse og dermed fungere som base for insekter.
Umiddelbart ser det ikke ud af meget, men der er store visioner bag projektet. – Insekterne er ved at forsvinde, og det er en katastrofe for vores økosystem. De er vigtige, dels i forhold til at bestøve blomsterne og dels fordi de fungerer som føde for eksempelvis fugle og pindsvin, og derfor vil vi gerne give den læring videre til børnene, siger leder af naturbørnehaven, Søren Kjelds og fortsætter. – Desuden falder det helt naturligt, at vi, som naturbørnehave, tager udgangspunkt i den verden, der omgiver os. Vi ser og taler om rådyr, ræve, fugle, blomster, insekter osv.
Forleden var bureauchef hos Sol og Strand i Blokhus, Emil Klastrup, forbi for, ved selvsyn, at se hvad de penge, som han var med til at uddele i september, er gået til. – Det er i bogstaveligste forstand et meget jordnært projekt men med stor betydning i forhold til læring om insekternes betydning. Men udover at det kan fungere som læringsområde for alle børnene her i naturbørnehaven, er det også et område, som vores feriegæster og byens borgere kan benytte sig af, og det er jeg glad for, at vi har medvirket til at realisere, siger Emil Klastrup.