Brandfolkene i Pandrup blev lørdag 1. maj kl. 11.45 kaldt ud til brand i et sommerhus i Ferren syd i Blokhus.
Ukrudtsbrænder
Under havearbejdet var det gået galt med en ukrudtsbrænder, som havde sat ild i det tørre græs inde under træbeklædningen på huset og fået fat, oplyser indsatsleder Ib Jensen.
Sommerhuset er bygget sammen med andre huse, og ilden var ved at få brede sig til de øvrige huse via det tørre klitlandskab. Det lykkedes brandfolkene at stoppe skaderne, men det var tæt på.
– Heldigvis fik vi slukket branden cirka en halv meter før terrasserne til de andre huse, siger Ib Jensen.
Billigt sluppet
Lige så heldigt var der tale om et ende-rækkehus og endegavlen, hvor ilden havde fået fat.
– Vi har måttet pille halvdelen af gavlen ud og fjerne 2 til 3 meter tag samt isolering for at efterslukke og være sikker på, at ilden ikke bredte sig. Men utroligt nok, så er der ikke synlige tegn på brand inde i huset. Der er lidt røglugt, som et skadesfirma skal prøve at få væk.
– Så det var billigt sluppet, Det kunne være gået helt galt, siger Ib Jensen.
Brandfolkene var kl. 13.15 i gang med at pakke sammen igen.