Fra fredag den 31. juli til søndag den 2. august bliver Skulpturparken i Blokhus forvandlet til en levende vikingelandsby, når Aggersborg Trællene og deres vikingevenner slår lejr med telte, vikingebåde, håndværk og historiske oplevelser for hele familien.
Gæsterne kan opleve vikingerne helt tæt på, når de laver mad over bål, arbejder i værkstederne og fortæller om livet i vikingetiden. Der er mulighed for at smage vikingemad og besøge boder med blandt andet lædervarer, garn, honning, bivoks, råvarer, opskrifter på vikingemad, mjød og andre historiske produkter.
Rundt i lejren møder man både krigere, tiggere, gøglere og munken med sin lærling, som sørger for underholdning med et glimt i øjet. Mon munken ender i gabestokken – eller bliver han smidt i søen? Det må publikum selv opleve.
Weekenden byder desuden på krigeropvisninger, hesteshow, falkonershow og musik med gruppen Ginnungagap, der også fortæller om vikingernes instrumenter og musiktraditioner. Børnene kan lære at gøgle med GøglerMax, lege med vikingebørnene og udforske den store teltlejr, hvor vikingerne bor under arrangementet.
Der er aktiviteter både inde i Skulpturparken og udenfor, og publikum får en enestående mulighed for at opleve vikingetiden med alle sanser – gennem smag, musik, håndværk, historier og levende formidling.




