Blokhus

Wild West-stemning til Hune By Night

Guldgraverjagt, line dance, kæpheste og rodeo

Når Hune By Night løber af stablen mandag den 13. juli, bliver det med cowboyhatte, sherifstjerner og ægte Wild West-stemning. Byens butikker holder åbent til ud på aftenen, aktiviteterne breder sig over hele Hune, og fra morgen til aften venter der oplevelser for både børn og voksne.

Årets tema er ”Ude West På”, og det kommer til at sætte sit tydelige præg på dagen med rodeotyr, guldgravning, line dance, tovtrækkeri, skydevogn og masser af sjove aktiviteter.

– Hune By Night er en af sommerens store traditioner, og i år har vi valgt at samle byen om et gennemført cowboytema. Det bliver en dag fyldt med oplevelser, fællesskab og sommerstemning for hele familien, fortæller eventansvarlig Rikke Severin Eriksen fra Destination Blokhus.

Guldgraverjagt og cowboyeventyr

Børnene kan blandt andet prøve kræfter med guldgraverjagt, kæphesteridning, ballondyr og hoppeborge, mens de voksne kan gå på opdagelse blandt markeder, kunsthåndværk, smagsprøver, musik og særlige Hune By Night-tilbud i butikkerne.

Rundt omkring i byen vil der være konkurrencer med flotte præmier, og hele Hune bliver forvandlet til en levende westernby. Tre guldbarrer bliver gemt på offentligt tilgængelige områder, og heldige findere kan bytte dem til gavekort.

– Der er aktiviteter overalt i byen, og man kan nemt bruge en hel dag på at opleve de mange tilbud. Samtidig er det en oplagt mulighed for at besøge butikkerne, opleve de lokale aktører og nyde sommerlivet i Hune, siger Rikke Severin Eriksen.

Musik, markeder og masser af liv

Dagen byder også på levende musik flere steder i byen. På Slotspladsen kan gæsterne opleve line dance, kræmmermarked og westernplatte, mens foodtrucks, grillpølser og kolde drikke sørger for, at ingen går sultne hjem. Derudover vil det være muligt at se de flotte veteranbiler og endda blive hejst 55 meter op i luften og nyde udsigten over Hune.

– Hune By Night handler om at skabe oplevelser og liv i byen. Det er en dag, hvor både lokale og feriegæster mødes, og hvor hele Hune summer af aktivitet. Vi glæder os til endnu en fantastisk sommerdag med masser af glade gæster, siger Rikke Severin Eriksen.

Flere nyheder