Pandrup

Byggegrunde og huse sælges nu i en fart

Der er en stærk stigende efterspørgsel efter byggegrunde og huse i Pandrup samt huse i Kaas, oplyser borgmester Mogens Chr. Gade, og derfor er Jammerbugt klar til at se på muligheder for nye udstykninger.

Flere byggegrunde
– Vi håber, det er opførelsen af det nye Skolecenter Jetsmark samt moderniseringen og udvidelsen af Jetsmark Idrætscenter, der skyldes den store interesse for at bo i Kaas og i Pandrup, siger Mogens Chr. Gade efter et stigende grundsalg på Jacobsvej i Pandrup, hvor der nu blot er en ledig grund tilbage.
– Desuden fortæller ejendomsmæglerne, at husene i Kaas nu har en kort liggetid og bliver solgt til prisen, tilføjer han.
Derfor vil økonomiudvalget på sit næste møde se på mulighederne for at byggemodne et nyt areal ved Jacobvej, hvor der allerede er vedtaget en lokalplan med plads til 8-10 grunde.

Anlægget i Kaas
Desuden skal udvalget se på mulighederne for byggemodne nye grunde i Anlægget i Kaas.
– Vi skal se på, hvordan et projekt kan se ud, og hvad det vil koste, siger Mogens Chr. Gade.
Desuden kan det komme på tale at tilbageføre nogle af de grunde ved Kaas og Moseby, som har ligget till salg i årevis uden interesse fra køberes side, til igen at være landbrugsjord.
– Vi kan prøve at sælge eller bytte arealerne med en landmand til andre områder, der kan bruges til mere attraktive byggegrunde, ligesom vi har gjort i Saltum, siger borgmesteren.

De kommunale grunde
Mens de evt. nye grunde ved Jacobsvej hurtigt kan være klar, så skal et projekt i Anlægget først have vedtaget en lokalplan, så her er tidsperspektivet lidt længere.
Lige nu er der 10 kommunale grunde til salg i Klosterlunden og en enkelt på Jacobsvej i Pandrup, mens der er 9 grunde på Højvangen i Kaas og 13 på Halkærvej, Moseby.

Læs om fantastiske oplevelser og events