En ny æra starter i Blokhus, når den historiske ejendom på torvet i Blokhus forvandles fra Café Peace til Kancelligaarden Café & Brasserie.
Der er fundet en ny forpagter til restaurationen på torvet i Blokhus og lige straks slår Kancelligaarden Café & Brasserie dørene op til en ny begyndelse i den store hvide restaurationsejendom på torvet i Blokhus.
Manden ved roret er Jochen Elsner, som er et kendt ansigt i restaurationsbranchen og ligeledes kender Blokhus.
-Jeg er glad for at få fingrene i restaurationen i Blokhus. Jeg har tidligere arbejdet 7-8 år i Blokhus og ser meget frem til at vende tilbage til byen, som er i en fantastisk udvikling, fortæller Jochen Elsner.
Anne Kønig og hendes team i Cafe Peace har virkelig formået at skabe en god forretning over de seneste to år, og jeg glæder mig meget til at følge trop og fortsætter:
-Kancelligaarden Café & Brasserie skal både være de lokale og turisternes foretrukne spisested i Blokhus. Placeringen er perfekt, og er man på torvet i Blokhus, er det umuligt ikke at få øje på den store, flotte og historiske bygning. Der er god plads til gæster, både indendørs og udendørs, og derfor er det også planen, at holde åbent hele året.
Den nye forpagter Jochen Elsner er bosat i Blokhus’ naboby, Pandrup, sammen med sin hustru, som også bliver en del af Kancelligaarden Café & Brasserie. Værtsparret forventer at være klar til åbning til Påske.
Fuld fokus på Blokhus
Bortforpagter af ejendommen er Anne Kønig, som har drevet Café Peace i ejendommen.
-Vi har været glade for de sidste to år i Blokhus, hvor der virkelig har været travlt. Men vi må også erkende, at der kun er 24 timer i døgnet. Derfor har vi valgt at fokusere på vores café i Aalborg.
Jeg er glad for at det bliver Jochen, der bliver den nye forpagter. Han har den erfaring det kræver at drive en restaurant, hvor der skal løbes stærkt – specielt i sommermånederne. Jeg glæder mig på byens vegne over, at restauranten nu vil være åben nærmest hele året rundt, siger Anne Kønig.