Med 112.522 gæster på sæsonens sidste 13 åbningsdage satte Fårup Sommerland ny oktoberrekord og runder 2026 af med 664.213 besøgende – parkens fjerdebedste sæson nogensinde. Samtidig løfter parken sløret for 2027: Skattejagten får en markant forvandling, hvor det ikoniske sørøverskib går på pension, og nye trætophytter udvider overnatningsmulighederne.
Fårup Sommerland kan se tilbage på en sæson, der sluttede langt stærkere, end den begyndte. Påsken og forsæsonen var udfordrende, og sæsonen bød blandt andet på en dag, hvor parken for første gang nogensinde måtte holde lukket på grund af en orkan. Siden udviklede sæsonen sig med pil op, og efterårsferien med Høstfest og Lysfald blev endnu en gang den flotte finale. Dermed har parken for tredje år i træk leveret et markant comeback efter en stille start på sæsonen.
Den hidtidige oktoberrekord fra 2025 på 108.588 besøgende er nu slået – trods blandet vejr. Også overnatningerne bar præg af den store efterspørgsel: Hotel Fårup var helt udsolgt fra 10. til 17. oktober, og der var høj belægning på Skovbrynet.
– Oktober er blevet en helt central del af Fårups sæson, og i dag er efteråret, med til at løfte hele sæsonen. At så mange familier vælger at bruge efterårsferien hos os, også når vejret driller, siger meget om, hvor stærkt Høstfest og Lysfald står i dag. Vi er både stolte og ydmyge over opbakningen, siger adm. direktør Niels Jørgen Jensen fra Fårup Sommerland.
Den første del af året var udfordrende, særligt på grund af vejret. Men vi endte med et markant comeback og kan desuden se, at gæsterne var rigtig glade for deres besøg. Det viser, at vores strategi om at udvikle Fårup til en oplevelsesdestination hele sæsonen rundt virker, siger Niels Jørgen Jensen.
Sørøverskibet går på pension
Mens 2026-sæsonen er sluttet, er forberedelserne til 2027 allerede i gang. Næste år gennemgår Skattejagten markante ændringer, og det ikoniske sørøverskib, som har ligget i Fårup siden 90’erne, er udtjent og skal nu desværre takke af.
Også på overnatningssiden udvider Fårup til næste sæson. I år var Hotel Fårup udsolgt i store dele af sommeren og hele efterårsferien og nu opfører parken nye trætophytter, som står klar til sæsonstart 2027
– Flere og flere familier vil have mere end én dag i Fårup, og vi kan se, at efterspørgslen på overnatning bliver ved med at stige. Trætophytterne er et godt eksempel på, hvordan vi bygger Fårup videre som en samlet oplevelsesdestination, hvor overnatningen i sig selv er en del af oplevelsen, siger Niels Jørgen Jensen.
– Sørøverskibet har været rammen om utallige familieminder i Fårup, og det er ikke en beslutning, vi har taget let på. Men skibet er så slidt, at vi bliver nødt til at skifte det ud – og med de ændringer, vi laver på Skattejagten, får alle kommende Fårup-gæster nye store oplevelser, siger Niels Jørgen Jensen.
Flere nætter oppe i træerne
Også på overnatningssiden udvider Fårup til næste sæson. Parken opfører nye trætophytter, som står klar til sæsonstart 2027. Den stigende efterspørgsel på overnatning er netop baggrunden for udvidelsen. I år var Hotel Fårup udsolgt i store dele af sommeren og hele efterårsferien.


