De fleste forbinder camping med sommer, softice og lange lyse aftener i det fri. Men for nogle er campingpladser langt mere end blot en ferieadresse – det er et andet hjem.
Igennem mange år har Grønhøj Strand Camping tiltrukket både feriegæster og faste sæsoncampister. Og med kun få minutters gang fra Vesterhavets sandstrand er det et yndet sted at tage til, når det er tid til et mere roligt tempo og et afbræk fra hverdagens hamsterhjul.
Campingpladsen har gennem mange år haft besøg af campister, som vender tilbage år efter år. For mange er campingpladsen ensbetydende med nærvær, afslapning og friluftsliv.
Det gælder blandt andre Gerda Hammer, der sammen med sin mand Hans Peter har været en del af campinglivet i Grønhøj siden 2006. Siden 2019 har de tilbragt det meste af året på pladsen.
– Vi elsker roen her. Der er tæt til stranden, og naturen er fantastisk. Det er et sted, hvor man virkelig kan slappe af, fortæller Gerda Hammer.
Parret har gennem årene besøgt utallige campingpladser – både rundt omkring i Danmark og i udlandet, blandt andet i Kroatien. Men ingen steder har sat sig fast som Grønhøj.
– Vi har camperet mange forskellige steder, men der er bare noget helt særligt over Grønhøj. Her føler vi os hjemme, og vi har aldrig haft lyst til at finde et andet sted, siger hun med smil i stemmen.
Det gode naboskab
For Gerda og hendes mand handler campinglivet ikke kun om naturen. Familien er også blevet en del af oplevelsen, og flere generationer mødes jævnligt på campingpladsen.
– Det betyder meget for os, at familien også kommer herop. Vi kan være sammen på en helt anden måde, når vi er her. Det giver nogle dejlige stunder på tværs af generationer, fortæller hun.
Den oplevelse er noget, som ejerne René og Mette Ostenfeld gerne vil skabe de bedste betingelser for.
– Vi oplever, at mange af vores gæster kommer tilbage år efter år, fordi de finder en særlig ro her. Kombinationen af den korte afstand til Vesterhavet, den smukke natur og det gode naboskab gør Grønhøj Strand Camping til noget særligt. Vi ønsker at skabe rammerne for den gode ferie – uanset om man er her en weekend eller det meste af året.
For mange af de faste campister er det da også hverdagens små øjeblikke, der gør forskellen.
– Der er altid nogen at snakke med, hvis man har lyst. Samtidig kan man også nyde stilheden, når man har brug for det. Det er en god balance, siger Gerda Hammer.

Begejstringen er ikke dalet
Netop kombinationen af den fredelige beliggenhed, nærheden til havet og det sociale fællesskab er med til at gøre campingpladsen attraktiv for både nye og tilbagevendende gæster.
– Vi arbejder løbende på at udvikle campingpladsen, så vi kan tilbyde gode faciliteter, samtidig med at vi bevarer den afslappede atmosfære, som gæsterne sætter pris på. Det er vigtigt for os, at både nye og tilbagevendende campister føler sig velkomne, forklarer ejeren af Grønhøj Strand Camping.
For Gerda Hammer er konklusionen enkel. Efter snart 20 år som campist i Grønhøj er begejstringen den samme som den dag, de første gang rullede campingvognen ind på pladsen.
– Vi glæder os hver eneste gang, vi kommer her. Det føles som at komme hjem.
Hos Grønhøj Strand Camping finder du en hyggelig, familiedrevet plads i Nordjylland mellem Løkken og Blokhus. Med blot 700 meter til Vesterhavet, store rummelige enheder på 100–150 m², gratis wi-fi og aktiviteter som mini-zoo og ponyridning er det en ideel base for en afslappende ferie i skøn natur.
Du og din familie får adgang til legepladser, hoppepuder, mini-zoo og gratis ponyridning – og pladsen er tæt på Fårup Sommerland og Løkken Golfklub.



