Midt på Springvandstorvet i Blokhus ligger Frøkner & Fruer. En stemningsfuld fællesbutik og galleri fyldt med kunsthåndværk, design og kreative detaljer i et væld af forskellige stilarter.
Her kan gæster gå på opdagelse blandt farverige keramikvarer, håndlavede smykker, glaskunst, filtede hatte, tekstiler, kurve, plakater og kunstværker skabt af dygtige kunsthåndværkere fra hele Danmark. Sortimentet er nøje udvalgt af butikkens indehavere, som selv er en del af det kreative miljø.
Dameskrædder Mariann Lykke Henriksen udstiller blandt andet kjoler og ponchoer, Vivi Rounborg arbejder med strik og filtede hatte, mens Ulla Søholt Nielsen står bag et udvalg af fairtrade-produkter som perler, kurve og tæpper.
Imponerende udvalg
Frøkner & Fruer er en såkaldt fællesbutik. Ejerne, som selv er kunsthåndværkere, bor henholdsvis i Aarhus, Års og Skagen og sammen med 6-7 kunstnere, der er faste udstillere i forretningen, passer de butikken på skift, fortæller Mariann Lykke Henriksen.
-Butikken er vores hjertebarn, siger hun. Vi gør meget ud af at den fremtræder pæn og indbydende, og kunstnerne har også et vist niveau. Det er en samling af unikke værker og varer man ikke kan købe hvor som helst.
På hylderne finder man et imponerende udvalg, og gæsterne bevæger sig nysgerrigt rundt blandt de farverige keramikvarer, håndlavede smykker med perler eller f.eks udformet i beton, glaspustede vaser, filtede hatte, kunst af drivtømmer, kurve, tasker, tæpper og forskellige strikkekit. Derudover er der også et udvalg second hand, vintage og upcycling af varer som f.eks. duge, der syet om til tøj og udtjente dæk, der omdannes til ekstra siddeplads eller fodskammel. Et kreativt og bæredygtigt univers, som Tina Jeppesen fra Made By Rosa står bag. I det tilstødende galleri udfolder der sig et kreativt univers med flere malerier og plakater i forskellige stilarter samt dekorative fugle udarbejdet i det flotte orangefarvede corten.
Som et supplement til det unikke kunsthåndværk er der også et stort udvalg af specialiteter, og det er rigtig svært at forlade butikken uden et dekorativt værk til boligen eller en unik ting til sig selv.
-Der er også mange der bruger os, når de f.eks. skal bruge en værtindegave eller en unik gave, siger Mariann Lykke Henriksen, så vi sælger også mange gaveposer.
Interessen for kunsthåndværk i Blokhus er stor, og i 2023 kunne Frøkner & Fruer fejre 10 års jubilæum. Kunstnerne har også fået øjnene op for, at Blokhus er eftertragtet:
Mariann Lykke Henriksen forklarer, at det er ikke alle kunstnere, der har mulighed for at etablere egen butik, og så er det her en rigtig god løsning for dem. -Det er et fantastisk udstillingsvindue i et meget velbesøgt turistområde, og samtidig er der et kæmpe opland. -Vi oplever ofte, at kunderne bliver opmærksom på kunstneren her i forretningen og efterfølgende tager turen til deres værksted.
En af dem, der for nylig er flyttet ind er keramiker Berit Andersen fra Fur. Hun er denne dag ved at fylde hendes værker på hylderne, som er pynt til ude og inde i keramik, raku og stentøj. -Jeg udstillede i Ridehuset i Aarhus, hvor ejerne også var til stede, og så lærte vi hinanden at kende, siger hun. Jeg har ofte besøgt forretning, men ikke udstillet her selv, så da jeg fik muligheden sprang jeg til, og det er jeg rigtig glad for. I weekenden er hun også udstiller på kunstmarkedet i forbindelse med Saltum Festtdage.
Frøkner & Fruer er med andre ord blevet et kreativt samlingspunkt i Blokhus, hvor kunst, håndværk og personlighed følges ad.




