Cirkus Charlie laver show og cirkusskole på torvet i Blokhus
Fredag d. 2. august bliver der fest og farver med show og cirkusskole centreret omkring scenen på torvet i Blokhus.
Det er Destination Blokhus der i samarbejde med Cirkus Charlie giver børn og barnlige sjæle et par herlige oplevelser i løbet af eftermiddagen.
Kl. 15 og 17 er der forestilling. Her kan man opleve et trylle- og klovneshow, med masser af trylleri og magi som også inddrager publikum, og klovnen Charlie er selvfølgelig også med i forestillingen der varer ca. 30 minutter.
Kl. 16 og 18 får børn og barnlige sjæle muligheden for at lære cirkusartisteri. Her er der nemlig cirkusskole for børn, unge og voksne. Og hvem ved, måske kan det ende op i en lille forestilling, hvor du kan få lov at være artist.
Siden 2009 har Cirkus Charlie arrangeret cirkusskole hver sommer i Salling, og det er denne oplevelse man nu også kan få på denne fredag i Blokhus.
For at deltage i cirkusskolen skal man bare møde frem på de pågældende tidspunkter.
Tilbage til Blokhus
Cirkus Charlie’s store show i cirkusteltet var i mange år en del af de kulturelle aktiviteter i Blokhus om sommeren. Men siden 2007, hvor Cirkus Charlie ophørte med at være turnerende cirkus, har Blokhus ikke haft besøg af artisterne fra Cirkus Charlie.
Nu kommer to af artisterne fra cirkuset tilbage for at gøre det sjovere at være i Blokhus, og der bliver fest og farver år Danmarks Sjoveste Cirkus igen folder sig ud i Blokhus.
– Vi glæder os meget til at komme tilbage til Blokhus, fortæller Einar Trie fra Cirkus Charlie.
Program:
Kl. 15.00 og kl. 17.00: Trylle og klovneshow
Kl. 16.00 og kl. 18.00: Cirkusskole for hele familien