Tæt på 20 pct. af turisterne i Danmark er såkaldte cykelturister, og dem er der bud efter. Danmark vil gerne højere op på hitlisten over cykeldestinationer, især hos tyskerne, der udgør 40 pct. af de 1,7 mio. cykelturister i Danmark. Derfor stiller VisitDenmark nu skarpt på de turister, der elsker at trampe i pedalerne.
Rapporten Cykelturisme i Danmark går tæt på cykelturisterne, der defineres som turister for hvem enten cykling eller cykelferie har afgørende eller høj betydning for at holde ferie i Danmark. Særligt de udenlandske cykelturister, som tæller 60 pct. af gruppen, er interessante for VisitDenmark.
Grundlag for markedsføring og produktudvikling
– Rapporten giver ny viden og er derfor et godt grundlag for alle danske destinationer og virksomheder, der har ambitioner om at tiltrække cykelturisterne. De sidste år har set en god udvikling mange steder, og der er oprettet nye ruter, services og produkter. Der er derfor virkelig kommet noget at markedsføre over for cykelturisterne og også grundlag for yderligere produktudvikling, siger analysechef Helle Damkjær fra VisitDenmark.
Med den nye rapport sætter VisitDenmark bl.a. spot på de behov og aktiviteter, som cykelturisterne prioriterer, og der er nøgletal og anbefalinger. Det fremgår bl.a., at langt de fleste udenlandske cykelturister bor i feriehus, mens de danske fortrækker at parkere cyklen på landets campingpladser. De udenlandske står for 6,6 mio. overnatninger, og de danske for tre mio. Det svarer til, at der i 2017 var 1 mio. udenlandske cykelturister og 700.000 danske.
Mange tyskere cykler
I Tyskland viser den store Reise Analyse, at Danmark ligger på en 3. plads efter Tyskland og Holland blandt de turister, der ofte eller meget ofte har cyklet på deres ferie, og de udgør et godt potentiale for at få øget antallet af tyskere på cykelstierne. De rejser på ferie for at komme væk fra den daglige rutine, for at slappe af og lade op.
– Det er behov, som ferie i Danmark opfylder, og rapporten viser, at cykelturisterne går efter en helhedsoplevelse i Danmark: De går også efter kysten, de danske strande og gode overnatningsmuligheder. De er glade for at slappe af hjemme i feriehuset, men det er også vigtigt for dem, at det er nemt at komme hertil og rundt, og at der er mange ting at lave, lige fra at gå ture langs vandet til at besøge attraktioner, byer og at shoppe, siger Helle Damkjær.
Langt de fleste udenlandske cykelturister ligner dermed i høj grad de andre udenlandske turister i Danmark, men der er nuancer:
Mere aktive
De er mere aktive med flere vandreture og løbeture på ferien, og de er mere mobile og besøger i højere grad andre områder af Danmark. De er mere til lokale madoplevelser på markeder og fra gårdbutikker, og flere lægger vægt på, at Danmark er et rent og miljøvenligt rejsemål. Og så er de mere til Google Maps og andre kort end tyskerne uden jernhest. Tre ud af fire udenlandske cykelturister søger information online inden ferien, og også når de er i Danmark, er internettet den mest brugte kanal. Her bruger de bl.a. Google Maps til at finde ruterne rundt til dagens oplevelser.
– Derfor er det vigtigt at cykelturisterne har adgang til gratis wifi, og det er også vigtigt at få fortalt, at vi taler meget overskuelige afstande, når det handler om at få mange forskellige oplevelser. Og så skal det selvfølgelig være nemt at få fat på en cykel. De fleste kommer i bil, men har ikke nødvendigvis deres egen cykel med, afslutter Helle Damkjær.