Tekst: Louise Kande – Foto: presse
Børn kan hurtigt komme til at kede sig på ferien, hvorfor et vandland er et oplagt valg når der skal bestilles ferie. I Blokhus får de besøgende et bredt udvalg af aktiviteter – bl.a. et stort vandland hvor børn kan bruge flere timer.
– De små pus hygger sig med vandplask i soppebassinet. De store børn suser leende ned af vandlandets store vandrutsjebaner. Forældrene nyder et velfortjent pusterum fra hverdagen om aftenen, når ungerne er dejset omkuld efter en dag spækket med grineflip, leg og oplevelser, fortæller direktør i Feriecenter Nordsøen, Inge Valbirk.
Og det er ikke et hvilket som helst vandland, familierne kan boltre sig i. Indvielsen af landets første feriecenter skete i foråret 1971 i Blokhus, og det lagde ud med stor succes. I 2014 står feriecenteret stadig, og der er sket mange ændringer siden da.
Feriecenteret har bl.a. et subtropisk badeland med en 40 meter lang vandrutschebane og en café. I 2004 kunne feriecenteret indvie det populære Fitness-Wellnesscenter beliggende i klitterne ved Blokhus strand. Takket være en investering på 100 millioner kroner blev de 276 ejerlejligheder i 2012 færdigrenoveret, således de i dag fremstår tidsvarende.