Saltum

Danske retter hitter hos Fårup Skovhus

Stegt flæsk, wienerschnitzel og helstegt gris er favoritter

Hos Fårup Skovhus nær Saltum er det de klassiske danske retter, der trækker gæster til. Stegt flæsk, wienerschnitzel, helstegt pattegris og store buffetborde fylder restauranten med både lokale og feriegæster året rundt.

Bag virksomheden står den 64-årige restauratør Bo Hilfling Larsen, som igennem knap 40 år har opbygget en solid forretning i skoven tæt ved Vesterhavet i Saltum. Kombinationen af danske klassikere, overnatning til fornuftige priser og koncerter med populære danske kunstnere har vist sig at være en succes. 

Fra lørdag til tirsdag kan gæsterne gå ombord i den store sommerbuffet til 169 kroner, mens onsdag byder på kystens største wienerschnitzel, torsdag står den på sprødstegt flæsk på buffet, og fredag serveres helstegt pattegris på buffet – flere af retterne tilbydes som “all you can eat”, og alle tre dage er prisen kun 99 kr.

En helårsforretning

Selvom mange feriegæster lægger vejen forbi Fårup Skovhus, er det ikke alene turismen, der holder hjulene i gang året rundt.

– Sommeren er altid god, men vi kan ikke leve af turister alene, fortæller Bo Hilfling Larsen.
Derfor er Fårup Skovhus i dag en helårsvirksomhed med koncerter, selskaber, overnatninger og catering som vigtige ben i forretningen.

-Vi har også en del andre aktiviteter. Hvert år er der en række danske popnavne på plakaten. Til efteråret får vi f.eks. besøg af Ib Grønbech, Kandis, Nice Little Penguins, Tørfisk, Kim og Hallo samt John, Bamse & Larsen. En trio, der underholder med alle de kendte numre fra John Mogensen, Bamse og Kim Larsen.

-Det ser vi frem til. Det er altid festligt og noget rigtig godt musik, siger restauratøren.

Derudover tilbydes der også 4-dages miniferier – 3 overnatninger med morgen og aftenmenu til 1.000 kr./person i delt dobbeltværelse.

– Det er søndag-onsdag eller onsdag til lørdag og noget vi har hele året, men i juni, juli og august er der godt nok et mindre højsæsontillæg, forklarer Bo.

Mange vælger også at kombinere koncertoplevelsen med en overnatning og et måltid mad inden koncerten.

– Det er oplagt ikke at skulle køre hjem efter en hyggelig aften, og det er der mange, der sætter pris på, siger Bo Hilfling Larsen.

Derudover danner stedet ramme om et stort antal selskaber i årets løb. Fårup Skovhus råder over fire festlokaler og leverer samtidig store mængder mad ud af huset.

I forbindelse med Nørhalne Cup bespiser Fårup Skovhus de mange fodboldspillere og deres familier. 

– Omkring 20.000 kuverter over 3 dage bliver det vist til, fortæller restauratøren. De fleste vil nok få sved på panden med levering af mad i den størrelsesorden, men han har en imponerende ro i stemmen.

– Vi har været rundt med mad til lige omkring 20 idrætshaller og skoler, hvor spillerne bor. Det er alt fra Gistrup og Aalborg til helt lokalt som ex. Pandrup og han fortsætter: I påsken leverer vi 6.500 kuverter pr. dag til Rødspætte Cup i Frederikshavn og bespiser 200-300 personer 2 gange dagligt til Middelalderdage på Voergaard her i sommer.

-Men vi har jo også en vis erfaring. Det har stået på i 15 år, lyder det fra Bo.

Flere nyheder