Det sker

Stor sommerfest i Saltum

OL, levende musik og cykelløb en del af programmet

Saltum er endnu engang klar til at byde både lokale og feriegæster velkommen, når årets sommerfest løber af stablen i uge 30. Hele ugen har byen fået sammensat et spændende program, som er fyldt med aktiviteter for både store og små – lige fra Olympiske Lege og hestekræfter til helstegt pattegris og levende musik.

Det hele begynder søndag den 19. juli, hvor Saltum Idrætsforening – i samarbejde med SlædeTeam Dybvad – inviterer til plænetraktortræk på stadion. Her kan man opleve de specialbyggede maskiner give alt, hvad de har, i jagten på sejren. Samtidig afholdes et Biker Meeting ved Nols, hvor flotte motorcykler kan ses på nært hold. Der vil være hoppeborg, pølsebod og ølvogn, så hele familien kan hygge sig på området.

-Der er som sædvanlig hoppeborg alle dage for de små. Der vil også være ansigtsmaling og Trylleklovnen Happy til Torvedag om lørdagen, hvor der også er livemusik, kræmmermarked, morgenkaffebord og helstegt pattegris. Årets Nolsridder udnævnes vanen tro også om lørdagen, lyder det fra Dennis Gregersen og Rasmus Agerholm på vegne af Saltum Idrætsforening, der står bag sommerfesten.

Arrangørerne har oplevet utrolig stor opbakning de seneste år, og ovenpå sidste års fest med flere aktiviteter fortsætter de derfor med det udvidede program. -Vi forsøger igen både at ramme store og små, og som noget nyt har vi i år arrangeret ‘Saltum Olympiske Lege’ om tirsdagen, hvor der konkurreres i trillebøre ræs, vikingespil, æggekast, tovtræk og petanque. Man er 4-8 deltagere pr. hold, så det er en god anledning til at samle familien eller naboerne fra vejen.

-Alle er velkomne til Saltum Sommerfest og vi håber, at se en masse sommerglade gæster i Saltum i uge 30, lyder opfordringen.

Tour de Saltum

Onsdag den 22. juli er dedikeret til motion og fællesskab. Her afvikles Tour de Saltum i samarbejde med Saltum Trim og Stigruppen – et løbe- og cykelløb med mulighed for både voksne og børn at deltage. Der er børnecykelløb med medaljer til alle, og efterfølgende fællesspisning med mad fra Mesterslagteren i Saltum. -Begge aktiviteter kræver forudgående tilmelding, oplyser arrangørerne. Tilmeldingsdetaljer kan ses i programmet side 14.

Torsdag 23. juli står i fodboldens tegn, når den traditionsrige seniorfodboldturnering løber af stablen på Nols Stadion, og fredag den 24. juli afholdes traditionen tro volleyturnering for voksne. En populær aktivitet, hvor arrangørerne forventer stor interesse igen i år. Aftenen ledes med festligt overskud af makkerparret Sus og Søren, og der er præmier til de bedst udklædte hold.

Nolsridderen 2026

Som kronen på værket afrundes sommerfesten lørdag den 25. juli med torvedag på Nols Torv. Dagen starter med gratis morgenkaffe og byder på alt fra trylleklovn og ansigtsmaling til helstegt pattegris og et tætpakket musikprogram med både lokale musikere og kendte navne.
En af dagens højdepunkter bliver kåringen af Nolsridderen 2026 samt et stort bankospil, så alt tegner til at Saltum Sommerfest igen i år bliver et tilløbsstykke for både byens borgere og feriegæsterne i området.

Flere nyheder