Drøn gruppen i Saltum har indledt 3. og sidste etape af det skønne aktivitetsområde ved Nols i Saltum.
-Etapen omfatter en friluftshytte med bådebro ud på Nols sø samt et tankested. Byggeriet med hytten er i fuld gang og forventes færdig i nærmeste fremtid. Hytten er tænkt som et sted, som alle foreninger og borgere kan benytte. Spejderne kan søsætte kanoerne fra bådebroen, Trim kan samles før og efter cykelturen, familien kan samles til udflugter og hygge, ja kun fantasien kan sætte grænser for de mange muligheder dette nye tiltag vil bidrage til.
Tankestedet påbegyndes senere på året. Ideen med at etablere et såkaldt tankested er, at man kan trække sig tilbage fra alle aktiviteterne og nyde en stille stund. – Vi har under hele forløbet haft for øje, at området skal henvende sig til børn, unge og ældre. Et fælles mødested, hvor det er rart at være, med plads til alle, fortæller én af DRØN-pigerne, Helle Ulrick og fortsætter, indtil videre er det en fornøjelse at opleve stemningen i det godt besøgte område. Vi har gennem hele forløbet mærket en helt utrolig opbakning og uden den var vi ikke kommet så langt, som vi er i dag. Der er lagt mange timer i projektet, der har været bump på vejen, der skulle passeres på bedste vis – men det ser ud til, at vi snart kommer i mål, afslutter hun
DRØN gruppen og foreningslivet i Saltum glæder sig til at kunne indvie alle de ny-etablerede områder ved en stor fest. Når datoen kendes meldes dette ud via DRØN gruppens facebook samt i Blokhus avis.
Den DRØN-gode ide der blev til virkelighed
Bag DRØN-gruppen står Pia Buus Kristiansen, Helle Ulrick, Jane Rødbro Koller, Jette Holt, Kristina Søndergaard og Merete Fuglsang Hansen.
Gruppen fik hurtigt mange ideer til et nyt multiområde, hvor børn og unge nu kan mødes og være aktive. De og hele byens borgere har nemlig brug for et samlingssted der samtidig kan skabe forbindelse mellem byen og de rekreative områder ved Nols Sø og Nols skov via skolens område. Selve temaet til områderne sappellere til samvær, alsidig bevægelse og fantasi. Ønsket fra gruppen er at børn, unge, voksne og ældre i samspil med foreninger og institutioner, skal føle ejerskab og være engageret i lokalområdets muligheder og fællesskaber.
Med rejsegildet af den nye friluftshytte kan DRØN nu præsentere hele tre områder; en ny multibane etableret i 2014, et aktivitetsområdet mellem Saltum Skole og Nolshallen i 2015 og senest opførelsen af hytten ved Nols sø, der forventes færdig inden udgangen af 2016.