Jammerbugt har presset på for at få yderligere test-kapacitet samt et testcenter placeret i Aabybro, oplyste borgmester Mogens Chr. Gade tirsdag 23. marts til Vores Jammerbugt.
Og presset er taget til i forbindelse med planen for genåbningen af Danmark, hvor man for at kunne benytte frisøren, gå ud at spise eller i en forlystelsespark, skal kunne fremvise et corona-pas, hvoraf det fremgår:
- At man enten er blevet vaccineret
- Eller kan fremvise en negativ corona-test, som ikke er over 72 timer gammel
- eller kan påvise, at man tidligere har haft corona
Fra næste uge
Nu har dialogen med Region Nordjylland ført til, at der kommer et testcenter til Aabybro fra uge 13, altså den kommende uge.
Testcentret bliver placeret i Kultur & Erhvervscenter Jammerbugt i Søparken i Aabybro, oplyser borgmesteren.
– Der bliver i første omgang tilbudt kviktest, men det er sandsynligt, at der på sigt også bliver muligt at få taget PCR-test, måske allerede fra uge 15, fortæller Mogens Chr. Gade.
Endnu ligger åbningstiderne ikke fast, men centret kommer efter alt at dømme til at have åbent to dage om ugen, herunder muligvis på søndage.
Nærmere informationer følger.