Nyheder
imported

Destination med vokseværk

Medlemstal stiger i Erhvervsforening

 Medlemstal stiger i Erhvervsforening

Der blæser positive vinde i retning af Blokhus området i disse år. Og nu kan områdets Erhvervsforening melde om yderligere medlemstilgang.

– Vi kan nu bryste os af at være over 50 medlemmer, fortæller sekretær Lotte Kande.

Dermed har man nået sin målsætning om 50 medlemmer.

– Det er helt fantastisk, fortæller en glad formand Preben Jacobsen.

Han lægger ikke skjul på at man havde regnet med at målsætningen først ville blive nået sidst på året.

– Men det er jo positivt at det allerede er sket nu, og det vidner noget om hvor god en udvikling Blokhus er i. Der sker simpelthen en masse spændende ting.

Destination Blokhus markedsfører Blokhus og medlemmerne er med til at sørge for at der er aktiviteter i området. Her er det fastelavns arrangementet i 2013 som blev en fantastisk succes. Foto: Lars Bisgaard – Blokhus Avis / blokhus.dk

Han er glad for at Destination Blokhus Erhverv har været igangsætter for mange af projekterne.

– Der findes ingen argumenter imod det faktum at jo flere medlemmer vi er i foreningen, jo stærkere bliver vores område. Kun ved at holde sammen, og agere sammen kan vi styrke udviklingen for at få flere gæster til området.

Der findes stadig enkelte virksomheder i Blokhus og Hune som ikke er medlem endnu, men det er Erhvervsforeningens håb at de sidste kommer med i fællesskabet og giver deres bidrag til udviklingen.

– Som medlem er man jo med til at støtte op om de aktiviteter der sker, og bakke op om udviklingen.

Preben Jacobsen kan iøvrigt fortælle at man arbejder på at gøre det endnu mere synligt for turister og lokale hvilke virksomheder der er med til at betale for de mange events og aktiviteter der skyder op som paddehætte i disse år.

– Det er vigtig at vi kan synliggøre de aktive virksomheder, således at folk kan se hvem der står bag de positive tiltag.

Han tror på at det vil give medlemmerne en fordel, da folk hellere vil bruge de virksomheder der er med til at skabe udvikling.

Læs om fantastiske oplevelser og events