Én af Danmarks hyggeligste Mortens Aftener finder sted i aften, den 10. november på Kunstcafeen i Blokhus.
Der er ænder overalt, griner Anita Michaelsen, indehaver af Kunstcafeen i Blokhus, da Blokhus avis spørger ind til aftenens arrangement.
-Vi har annonceret med andesteg ad libitum og det er virkelig blevet taget godt imod. Denne morgen har 120 gæster meldt deres ankomst til aftens begivenhed – og erfaringen siger mig, at endnu flere finder vej forbi Strandvejen 12, når vintermørket falder på.
Som de foregående år, kan Kunstcafeen i aften byde på al den andesteg man kan spise, naturligvis med det klassiske tilbehør som kartofler, brun sovs, hjemmelavet rødkål og æble med gelé.
Derforuden serveres også husets hjemmelavede æblekage.
– Jeg er taknemmelig for den gode opbakning vi har fået til i aften – og nej, det er ikke en and, når vi siger, at vi har køkkenet og ovnene fyldt med lækre og smagfulde ænder, afslutter Anita med et grin.
Jul på menuen
Kunstcafeen har ydermere fra d. 11 november ”Jul på menuen”.
Det betyder at du denne vinter kan lade sig friste af cafeens traditionsrige pulled duck burger a la´ Christmas, Kunstcafeens populære juleplatte med alt hvad der hører sig en rigtig jul til, samt hjemmelavede vafler og æbleskiver med rød eller hvid glögg, varm kakao eller kaffe.