Fodbold, Nordic Bet Ligaen
Vendsyssel FF – Jammerbugt FC: 2-1 (0-1)
0-1(30.) selvmål
1-1 (77.) Lasse Steffensen
2-1 (79.) Lasse Steffensen
Det er som taget ud at et filmmanuskript. Vendsyssel FFs Lasse Steffensen blev matchvinder med to scoringer mod sin barndomsklub, hvor faren, Jan Steffensen var 1. holdspiller og anfører gennem mange år, mens søsteren Line, er drifts- og eventchef i Jammerbugt FC.
Og med de to scoringer sikrede Lasse Steffensen Vendsyssel sejren og vendte resultatet på hovedet på et tidspunkt, hvor det ellers så godt ud i lokalopgøret for oprykkerne, Jammerbugt FC.
– Lasse har fået en krammer. Det er ham velundt, at han scorer, men det skulle bare ikke lige have været mod os. Han er farlig og skal ikke have meget plads, siger Bo Zinck.
– Det her gør ondt, når man er så tæt på sejren, men taber i stedet, og vi vil jo gerne vinde alle kampe og særligt lokalopgørene, siger han.
Skifte i forsvaret
Jammerbugt FC startede for anden kamp i træk i en 3-4-3 opstilling, men i forsvaret var karantæneramte Nikolaj Lyngø erstattet af Emil Nielsen.
– Vi spillede en rigtig fin 1. halvleg og stod godt defensivt og kom samtidig frem til nogle muligheder. Vi gjorde mange ting rigtig godt og kunne gå til pausen med en god føring, som måske kunne have været på et mål mere, men en jævnbyrdig 1. halvleg, siger Bo Zinck.
Det var efter en halv time, at Jammerbugt FC fik scoret efter et hjørnespark, hvor Bardhec Bytyqi efter lidt småspil i feltet fik trykket, og bolden endte i nettet efter et par afretninger.
Tryk på
Efter pausen skiftede Vendsyssel FF så Lasse Steffensen ind og kom med mere tryk.
– De havde bolden endnu mere, og vi blev trykket ned, men Vendsyssel fik ikke skabt det helt vilde, mens Bardhec Bytyqi havde en god chance fra kanten af feltet, hvor han ellers så ofte scorer, fortæller Bo Zinck.
Men så vendte kampen efter en kæmpe fejl, hvor en spiller glider, så Lasse Steffensen fik en friløbet mod mål og udlignede.
– Situationen må aldrig udvikler på en sådan måde, og fejlen betyder, at vi taber kampen, siger Bo Zinck.
Blot to minutter senere stod Lasse Steffensen ved bagerste stolpe tilpas fri til at kunne heade bolden i mål.
– Vi forsøgte at komme tilbage, men kom ikke rigtig frem til noget.
– Lige nu er vi selvfølgelig træt af at have tabt. Men dette er ikke sort det hele. For 2. kamp i træk spillede vi som et rigtigt Nordic Bet Liga hold. Vi løb rigtigt, stod godt og spillede hårdere, så der er mange positive ting at tag med herfra, understreger Bo Zinck.
Nu er der landsholdspause og Jammerbugt FC spiller igen lørdag 16. oktober 14.00, hvor Hvidovre kommer på besøg.
Jammerbugt FC har dermed mødt alle modstandere én gang og har med 11 point vundet 3 kampe, spillet 2 uafgjort og tabt 6 og ligger pænt til i midterfeltet.