Hos Kræmmerhuset Kaas i Kaas oplever de en overvældende interesse for deres garn – og interessen bliver ved med at stige, erfarer ejeren.
Midt i Kaas, på Langgade 8, ligger Kræmmerhuset Kaas. Hvis du ikke kender stedet, så lyt godt med. For her i butikken emmer det af liv og aktivitet – og der er mange muligheder for at gøre et godt køb.
Og ejeren, som snart runder de 70, har ingen planer om at drosle ned.
For indehaver Henning Christensen er det nemlig ikke blot et arbejde, når han hver dag træder ind i butikken og betjener kunder og bestiller varer. For ham er det en passion og en livsinteresse, der holder ham ung og engageret.
Siden 2022 har Henning, sammen med sin bror Per, drevet butikken, hvor private kan leje en hylde eller en stand og sælge deres egne varer og lopper fra gemmerne. Et reolmarked og loppemarked, der har udviklet sig til et populært samlingspunkt for både lokale og turister, der søger unikke fund og gode tilbud. I 2024 kom virksomheden Nordjysk Garn til.

Stigende efterspørgsel på kvalitetsgarn
Selvom kræmmerdelen fortsat er en vigtig del af forretningen, er det dog garnet, der for alvor har fanget kundernes interesse. Den voksende popularitet af strik og hækling har gjort Nordjysk Garn til et naturligt trækplaster for mange besøgende.
Det kan tydeligt mærkes i butikken, at strikkepinde og hæklenåle igen er blevet faste følgesvende i mange danske hjem. Håndarbejdet er i fuld blomst, og hos Nordjysk Garn i Kaas mærker man tydeligt, at flere og flere opdagere glæden ved at skabe noget med hænderne.
– Vi kan mærke, at kunderne i stigende grad går op i kvalitet. De ønsker garn, der både er behageligt at arbejde med, holdbart og giver et flot resultat, fortæller Henning Christensen.
– Her kommer både unge og ældre, der gerne vil prøve kræfter med strik eller hækling.
Ikke mindst det populære Drops-garn, som kun forhandles få steder i Nordjylland, tiltrækker mange kunder. Drops er kendt blandt strikke- og hækleentusiaster for sit store udvalg af kvalitetsgarner i materialer som uld, alpaka, merino og bomuld. Samtidig er garnet prisvenligt, hvilket gør det attraktivt for både nybegyndere og erfarne håndarbejdsfolk.
Hos Nordjysk Garn finder kunderne et bredt udvalg af garner, farver og kvaliteter, og butikken tiltrækker besøgende fra store dele af Nordjylland. Men også mange turister, både danske og udenlandske, er vilde med konceptet om garn og reolmarked. Mange kommer specifikt for at finde Drops-garn, mens andre lader sig inspirere af det store udvalg og de mange kreative muligheder.
– Vi oplever, at strik og hækling er blevet mere end bare en hobby. Det er en måde at slappe af på, en kreativ udfordring og en kilde til stolthed, når man kan bære eller give noget, man selv har skabt, siger Henning Christensen.

At mærke garnet i virkeligheden
At butikken rummer både reolmarked og garnafdeling, er en klar fordel. Det skaber en levende butik med mange forskellige oplevelser under samme tag, og det gør Kræmmerhuset Kaas til et unikt sted at besøge.
Mange af kunderne fortæller, at det virkelig kan noget at se og mærke garn og varer, få personlig vejledning og blive inspireret af de mange farver og teksturer – fremfor at bestille på nettet.
– Særligt garn er noget, man gerne vil opleve med sanserne. Kunderne vil mærke blødheden, se farverne i virkeligheden og få rådgivning om, hvad der passer bedst til deres projekt. Det er en helt anden oplevelse end at købe garn online, fortæller Henning Christensen.
Hos Nordjysk Garn er ambitionen fortsat at tilbyde et stærkt udvalg af kvalitetsgarn og samtidig skabe et inspirerende miljø, hvor både nye og erfarne strikkere føler sig velkomne. Med den stigende interesse for håndarbejde og den personlige betjening ser fremtiden lys ud for Kræmmerhuset Kaas.
Og for dem, der leder efter kvalitetsgarn, inspiration til næste projekt eller blot ønsker at gå på opdagelse blandt kreative varer, er Kræmmerhuset Kaas og Nordjysk Garn et besøg værd.



