Nyheder
imported

Det sker: Bæredygtighedsfestival i Slettestrand/Thorupstrand

I efterårsferien fra d. 10.-18. oktober 2020 bliver der sat fokus på bæredygtighed i Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand.

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Det er 2. år i træk, at der afvikles Bæredygtighedsfestival i den sydlige del af Jammerbugt Kommune. Her kan du blandt andet komme med på en masse skønne ture i naturen – både med og uden guide, bygge dit eget fuglehus, smage på en masse lækre lokale råvarer, være aktiv i naturen, komme med på skovbadning eller svampejagt, lære at filetere en skånsomt fanget fisk, kigge på genbrugskunst og selv skabe dit eget, besøge vindmølleparken i Klim og meget meget mere.

Små arrangementer

-Bæredygtighedsfestivalen bliver lidt anderledes i år grundet Corona. Der er mange små arrangementer, og vi har valgt, at der skal være tilmelding, så vi får spredt deltagerne ud, og der ikke kommer for mange med, udtaler Jette Haugaard Grønhøj, eventkoordinator ved VisitJammerbugten.

Arrangementerne er rettet mod hele familien. Et program med 70 forskellige aktiviteter spredt ud over 9 dage, som vil emme af leg, læring og spændende aktiviteter, der alt sammen rimer på bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål.

-Bæredygtighedsfestivalen er en fælles satsning fra det lokale turismeerhverv, som ønsker at udvikle sig til at blive en mere bæredygtig feriedestination, afslutter hun.

Programmet for hele ugen findes på www.visitjammerbugten.dk

 

 

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events