Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Mandag den 27. april slog de første genbrugsbutikker dørene op igen efter at organisationerne valgte at lukke dem ned i midten af marts. Genåbningen for disse sker på ansvarlig, kontrolleret og tryg vis, efter myndighedernes anvisninger, for at sikre både frivillige medarbejdere og kunder. Dette gælder bl.a. Blå Kors, Røde Kors, Mission Afrika Genbrug samt Kirkens Korshær.
Frivillige bestemmer selv
–Hver butik bestemmer selv, hvornår de er klar til at åbne igen, siger Henrik Engelbrekt, der er Generalsekretær i Mission Afrika. – Officielt åbnede flere butikker den 1. maj, men nogle butikker åbner i denne uge, nogle i morgen og nogle åbner nok først den 11. maj, fortsætter han. Hos Kirkens Korshær åbner man butikkerne den 11. maj: – Mandag den 11. maj slår butikkerne dørene op igen. Nyseskærme, afstandsmærker i gulvet og sprit er bare nogle af de ting, der skal være på plads, før genbrugsbutikkerne kan åbne igen. For det bliver ikke som før corona. Nogle butikker kan dog åbne tidligere end 11. maj. Det afhænger af, om butikken kan følge vores og myndighedernes retningslinjer, at butikken er klar med værnemidler, og at de frivillige føler sig trygge og sikre ved det. Vi vil være i kontakt med hver enkelt butik for at sikre, at alt er på plads og retningslinjer er fulgt. Åbningstiderne vil nok blive anderledes end de plejer, men hovedsagen er, at butikkerne nu kan slå dørene op igen, siger Chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen på deres Facebookside.