I disse timer er forberedelserne i fuld gang til dagens mange aktiviteter på torvet i Blokhus.
KL. 12 – 18 starter den første af en række markedsdage "Tirsdage på Torvet". Her kan man blive inspireret af friske råvarer, spændende kunsthåndværker og oplevelser for hele familien.
Det er VisitJammerbugten som står for arrangementet.
Kl. 19.25 starter den første af sommerens TV2 Nord koncerter som TV stationen laver i samarbejde med Jammerbugt Kommune.
I dag går Kim Wagner på scenen. Han er intet mindre end en forrygende sanger, musiker, komponist/tekstforfatter, producer, guitarist, bassist og meget meget mere. Med sin guitar, intense stemme og passion for musik spiller og synger Kim et unikt udvalg af egne sange og stærke covernumre.
Kl. ca. 20.30 er der Piano Bar på Cheers Pub med entertaineren Karl Anderson. Piano Bar er det helt store i Norge, og Karl Anderson er en af de mest populære entertainere i vort broderland. Der bliver rigtig gang i gaden.
Vejrguderne ser ud til at være med Blokhus. Der er kun ganske få skyer på himlen, så det bliver en rigtig dejlig dag.