Nyheder
imported

Det sker: Sandskulpturer på stand-by

Situationen i Danmark gør, at hverken sandskulptører, personale eller gæster kan besøge parken på nuværende tidspunkt. Indehaver John Andersen håber, at situationen snart vender.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

”Lad Skulpturparken Blokhus tage Jer med på en eventyrlig rejse forbi nogle af de mest populære filmfigurer i sand. Her venter Jer et rigt dyreliv og imponerende planter i den 20.000 m2 store Skulpturpark i Blokhus. Når sulten er stillet, kommer i også forbi en verden af leg og en eventyrlig have for alle sanser”. Selvom introen skulle have lydt sådan til årets åbning af Blokhus Sandskulptur Festival, tyder meget på, at det kan blive om længere tid, end først planlagt. Skulpturparken Blokhus skulle have slået dørene op for 8. sæson af Sandskulpturfestivalen den 24. april. 

Afventer situationen

Fra denne dag skulle nogle af verdens førende sandskulptører påbegynde arbejdet med at udforme 10 enorme sandskulpturer under temaet: "Eventyrlige Filmfigurer".  –  Selvom regeringen måske giver mulighed for at åbne op for dele af Danmark medio april, er det ikke ensbetydende med, at hele verden gør. Derfor er vi på nuværende tidspunkt også indstillet på, at åbningen, såvel åbningsindvielsen, der skulle have fundet sted den 1. maj, sandsynligvis måske først bliver senere på foråret/forsommeren, siger indehaver af Skulpturparken, John Andersen. Han er selvfølgelig ærgerlig over situationen, men det handler også om sikkerhed og samfundets bedste.  – Vi holder netop nu lukket i både Kulturhuset og Skulpturparken på 4. uge (red. d. 1. april). Men vi kan ikke tillade, at hverken vores personale eller gæster udsættes for risici – og vi kan i øvrigt heller ikke lige nu få de mange populære sandskulptører til Danmark, konstaterer han.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events