TÆT PÅ Expert, Bo (7)
Brovst

Driftig, engageret og varmt menneske

Bag den kendte forretning Expert & Punkt 1 Brovst står Bo Kølby Nielsen

Indehaveren af Expert & Punkt 1 Brovst rummer både en erhvervsmand, et familiemenneske og en aktiv samfundsborger. 
Han har i mange på drevet butikken på dygtig og driftssikker vis, og hans erhvervsmæssige virke fylder meget i hans liv, men der er plads til meget mere end det. Det fornemmer man tydeligt, da vi en majdag inden forretningens åbningstid har fået lejlighed til en samtale med den travle mand. Lige uden for vinduet blomstrer der et kirsebærtræ, der på en eller anden måde symboliserer den livsglæde, varme og den forårsglæde, der lyser ud af øjnene på Bo, når han fortæller om sit nu snart 65-årige liv.

Fra lærling til butiksindehaver

 
Bo har ikke noget egentligt motto, som han lever efter, men hans liv er ikke desto mindre styret af nogle fundamentale værdier, der handler om at tage ansvar både for sig selv og for sine medmennesker, hvad enten der er tale om kunder i butikken, om den nære familie eller om det samfund, der omgiver ham, og som han er en aktiv og levende del af. I starten af sit voksenliv arbejdede Bo inden for militæret efterfulgt af 1 år på handelsskole. Her kom han i klasse med Ole Larsen fra Moseby, der skulle i lære hos Kaas Stereocenter drevet af Henning Tidselbak. Klassekammeraten fik imidlertid interesse for at gå andre veje, og så var muligheden der pludselig for Bo, der efter en samtale med Henning Tidselbak fik en læreplads. Han startede læretiden i august 1981 og jeg har gennem årene lært meget af Henning Tidselbak, fortæller Bo. – Og læremesteren så da også mange muligheder i sin lærling – så mange, at de sammen overtog driften af Expert i Brovst og tredoblede omsætningen allerede i det første år. Siden har der været tale om en driftig og sund butik i rivende udvikling. Efter nogle år som butikschef overtog Bo forretningen, idet han blev indehaver af den i 2003. Senere, nemlig i 2010, flyttede den i de nuværende lokaler på Jernbanegade 9-11 i toppen af forretningsgaden i Brovst. I lejligheden over butikken residerer Bo sammen med sin hustru Betina, der også tager aktivt del i butikkens daglige drift – herunder regnskaberne.

Udstrakt kundeservice  

Med i alt 5 beskæftigede i butikken og 2 tilknyttede udkørende teknikere, der foretager de mere komplicerede installeringsopgaver ude hos kunderne, kører Expert & Punkt 1 Brovst på bedste vis som en moderne serviceorienteret virksomhed med tilbud om alt inden for elektronik og hvidevarer. Og Bo lægger megen vægt på at understrege den udstrakte kundeservice. Som han selv udtrykker det: ”Vi gør gerne det hele færdigt ude hos fru Jensen” eller sagt på en anden måde: ”Vi fikser det kedelige, så du kan nyde det sjove”. Den gennemførte kundeservice betyder, at kunder fra både Brovst by og store dele af Jammerbugt Kommune og omegn frekventerer butikken. Denne lokale forankring og tillid sætter Bo stor pris på. Da han i sin tid flyttede til Brovst sammen med ægtefællen fra deres bopæl i Biersted, spillede han fodbold på Biersteds hold. I en kamp i Brovst slog de hjemmeholdet med 3-1 med to scoringer af Bo (!). Her fandt han lynhurtigt ud af, at hans fremtidige klub skulle være Brovst IF, og siden da har han scoret masser af mål både på og uden for banen!

Familien og sociale fællesskaber betyder meget

Familien betyder meget. Han og Betina har to voksne børn – en søn (Rune), der er gift, og de har bidraget med to børnebørn til Betina og Bo. Parrets andet barn er datteren (Cecilie), som har inviteret til bryllup til sommer. Med børnenes bopæl i henholdsvis Tranum og Nibe har Bo og Betina til deres store glæde børn og børnebørn tæt på, og det værdsættes højt. Den stærke lokale forankring med tillidsposter som eksempelsvis formand for handelsforeningen går op i en højere enhed med lysten til at spille golf og opleve fremmede himmelstrøg.  Bo og Betina har således holdt mange uforglemmelig ferier både hjemme i Danmark og bl.a. i både Sydafrika og Caribien, hvor golfferier er kombineret med oplevelsesferier med f.eks. safari på programmet. Karakteristisk for Bo er hans åbenhed og forkærlighed for sociale relationer og fællesskaber – det gælder både i forhold til kunderne, i forhold til familien og i forhold til omgivelserne i det hele taget.

Positiv tilgang til livet skaber livskvalitet

Både når det gælder arbejdslivet med salg og service af en bred vifte af produkter, og når det gælder privat- og fritidslivet, er Bo et menneske, der mestrer hele paletten, når det gælder skabelsen af livskvalitet og nærhed. At skabe glæde og tilfredshed hos de mennesker, han møder på sin vej, betyder meget for Bo. At en sådan positiv tilgang til livet og til de mennesker, der omgiver ham, så også er med til at skabe omsætning er jo bare en ekstra gevinst, som han gerne tager med.

Læs om fantastiske oplevelser og events