Blokhus:
Nærværende dukketeater
Tekst: Louise Kande Pedersen – Foto: Lars Bisgaard
Erhvervsforeningen Destination Blokhus præsenterer i samarbejde med Guldlok Dukketeater en kavalkade af forestillinger i centeret i Blokhuset i påsken, fra d. 16. april – 19. april. Bodil Lildholdt Rytz, som står bag enkeltmandsteatret, er både ansvarlig for manuskript, scenografi, sang, musik, iscenesættelse, og sidst men ikke mindst, er hun teatrets dukkefører. Ideerne til forestillingerne henter hun fra den mangfoldige eventyrverden og er særligt inspireret af det traditionsrige ”Mester Jakel Teater” – hvor det gode besejrer det onde. De herlige små eventyrkomedier er for alle barnlige sjæle og voksne, og sang og musik indgår som en væsentlig del af teatrets forestillinger.
Guldlok Dukketeater præsenterer to daglige forestillinger i påsken, og ingen forestillinger er ens: ”Jeg inviterer publikum ind til en spændende ny verden, hvor ALT syntes at kunne ske. Teatrets unikke spilleform griber og fanger det publikum, som er til stede HER og NU” – fortæller Bodil Lildholdt Rytz, som er fascineret af de spontane dialoger, der ofte opstår mellem publikum og dukkefører.
De nærværende og herlige forestillinger foregår følgende dage i påsken:
Guldlok og de 3 bjørne – onsdag d.16.04 kl 11:00
En bjørnefamilie, får endevendt deres hus, medens de er ude at gå morgentur! En lille nysgerrig pige, der hedder Guldlok har listet sig ind i huset, og fornøjer sig gevaldigt inden bjørnene vender hjem og så..
Frøprinsen – onsdag d.16.04 kl. 14:00
En prinsesse afskyr frøer – ikke mindst, da der pludselig sidder en stor fed frø lige foran hende og beder om et kys! ..Kysses vil den, men hvorfor egentlig?
De små alfer – Skærtorsdag d.17.04 kl. 11:00
2 små alfer har fået til opgave at rydde op i deres blomsterbed i skoven, men de vil hellere lege og finder på masser af narrestreger.
Snøvle-Per – Skærtorsdag d.17.04 kl. 14:00
Pers drillerier ender med en lang næse. For at få en normal næse igen, skal han op på kongeslottet. Giffel-gaffel, sniffel-snaffel … hmmm, svært at sige, svært at huske og med den næse … Det går da aldrig!
Askepot – Langfredag d.18.04 kl. 11:00
Rosalil bliver af sine stedsøstre omdøbt til Askepot, og tvinges til at arbejde dagen lang. Hun skal så meget igennem før hun bliver opdaget af en rigtig Prins, der synes hun er den smukkeste i verden, men..
Den grimme ælling – Langfredag d.18.04 kl. 14:00
Fru andemor har et kæmpestort æg liggende i sin rede. Det kan umuligt være hendes. En lille ælling der bliver hundset med i andegården og bliver kaldt grimme ælling, blot fordi han ikke ligner de andre, men så..
Mester Jakel og tryllefløjten – lørdag d. 19.04 kl. 11:00
Mester Jakel er på vej til eventyrland for at høre en smuk fløjte spille. Men ak og ve, da han ankommer, er den pist væk og hele landet surmuler, men med en fløjtesang i lommen..
Prinsessen og de 3 friere – lørdag d. 19.04 kl. 14:00
En mopset prinsesse forlanger, at den hun skal giftes med, skal holde vagt i en væmmelig mørk skov en hel nat. Her huserer både spøgelser, hekse og andet godtfolk, og så.. Der er åndeløs spænding og fart på i denne herlige eventyrkomedie iscenesat af Guldlok Dukketeater.
Alle forestillinger finder sted på 1. sal i centeret i Blokhuset. Du finder indgangen ved opgangsdøren ved Juvelen og personaledøren ved den store indgang til centeret.
Entré: 40 kr. uanset alder