En ombygget palleløfter er blevet doneret til de frivillige organiseret under Erhvervsforeningen Destination Blokhus. I pinsen blev den afleveret til Blokhus Torv.
-Vi har modtaget den med stor taknemmelighed, idet den kan være en stor hjælp i forbindelse med flytning eller ommøblering af de mange borde på Torvet, siger Karl Korfits, en del af frivilligkorpset i Destination Blokhus.
Palleløfteren er skænket til Torvet af smed Martin Larsen, Års. Martin har selv sommerhus på Tværvej i Blokhus og har bemærket den store indsats de frivillige bidrager med i byen og i særdeleshed omkring Torvet.
-Jeg valgte efterfølgende at forære palleløfteren kvit og frit til brug på Blokhus Torv, så de frivillige ikke skulle slæbe på bordene, siger smed Martin Larsen.
Flytningen sker f.eks. et par gange om ugen, så Torvet kan være ryddet og anvendeligt for de mange planlagte arrangementer, der sker henover sommeren.
Det var et længe næret ønske om kunne bruge en palleløfter til opgaven, der således blev indfriet, oplyser de frivillige.
Som et oplæg blev der afleveret et par simple tegninger så Martin efterfølgende kunne konstruere og ombygge palleløfteren, så den helt nøjagtig passer til opgaven, når de tunge borde skal flyttes.
-Det var rigtig godt udformet, og da Martin så efterfølgende også leverede palleløfteren til Torvet med den kommentar, at det ville være hans bidrag til de gode aktiviteter i Blokhus, ja, så kunne Karl Korfits kun takke inderligt for denne flotte gestus og rose Martin for sin formåen.
Palleløfteren får fremover en plads hos Spar på Blokhus Torv.
Et par af byens frivillige, Birgit og Hanne Kålund tog straks nyskabelsen i øjesyn og gav også Martin Larsen fortjente og rosende ord med på vejen.