Jammerbugten:
Hanne og Poul J. Andersen er kommet i området ved Fårup Klitbakker siden 1988 og har fulgt udviklingen i bl.a. Hune/Blokhus området. Her er deres fortælling.
Tekst: Louise Kande (redigeret) – Foto: Ulla Jensen Photography
– Der er sket utrolig mange ting i de godt 25 år og det skyldes uden tvivl mange fremsynede erhvervsdrivende og ildsjæle, som har brugt mange timer og penge, og så har man også forstået at markedsføre de forskellige aktivitetsmuligheder på en fin måde, fortæller Hanne og Poul J. Andersen.
Aktiviteter og attraktioner
– Jammerbugt Kommune har spillet en væsentlig rolle for at tiltrække flere turister til området, bl.a. de ugentlige koncerter på Torvet i Blokhus i samarbejde med TV2 Nord
Ét af de store trækplastre er også Fårup Sommerland, som har formået at forny sig stort set hvert år. Den anlagte cykelsti fra Hune til Fårup har givet fodgængere, cyklister og motionister større sikkerhed.
Ombygningen af den gamle skole i Hune til Kulturhuset har givet Hune et stort løft, og den årlige Sand- og Træskulpturfestival er virkelig et tilløbsstykke, samt de mange øvrige tilbud med attraktive koncerter m.m. – sidst den flotte Verdensballet.
Den planlagte nye Aktivitetspark i Hune ser ud til at kunne blive et godt alternativt tilbud og med etableringen af Gateway har området fået endnu en attraktion for hele familien. En gruppe ildsjæle har sammen med Naturstyrelsen fået opbygget et rigtigt flot område, hvor der er mange muligheder, f.eks. snobrødsture, guidede cykelture, overnatning i skoven og leg, fortæller Hanne og Poul J. Andersen videre.
Fokus på fordelene
– Nogle mener, at hunde ikke må færdes i vandet ved stranden på grund af forurening. Familier med hund skal selvfølgelig have lov til at tage hunden med, og ingen tror vel, at hunde går i vandet for at gøre det de skal. Andre mener at biler på stranden skal forbydes, men det er desværre ikke første gang, at denne idé er fremkommet. Eet af særkenderne ved vores strande er netop, at vi kan køre helt ned til vandet, og det sætter, ikke bare vi, men også turisterne stor pris på.
Og så det med bilerne. På hvilken måde skader biler på stranden? Hvordan med ældre og handicappede personer? Hvis bilerne bliver forbudt på stranden, vil dette få store turistmæssige konsekvenser.
Derfor er det befriende at høre Jammerbugt Kommunes Borgmester Mogens Gade, gå i rette med sådanne forslag og i stedet lave kommunes eget "blå flag" som erstatning.
Mvh.
Hanne og Poul J. Andersen
Daadyrvej 25 a, Saltum