Der kan blæse med lykke
Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet, og efter egen vurdering, er det den akkurat samme luft, det samme vand og den samme duft, der udgør en levende stress-pille
Lykke er mange ting, og jeg vil ikke bestemme, hvad det er for dig. Men jeg er lykkelig, faktisk altid, og det er måske skørt, men ikke desto mindre sandt. I Pinsen gik jeg mig en tur på stranden – og jeg mødte de sødeste børn. Det er faktisk lidt utroligt, hvor lidt der skal til for at møde venlighed og smil. Jeg er duperet! Jeg har ikke været mange andre steder end i Blokhus og området heromkring, men mærker en ro og en glæde, der uomtvisteligt smitter af på gæsterne, turisterne og de lokale. Og ved du hvad? Det er ikke for sjov. Det var vidst især i koleraåret 1853, at sommergæsterne begyndte at indfinde sig i området for at finde helbredelse og leve i naturens renhed. De første turister i Blokhus var enten kunstnere eller velhavere – ja, og jeg er en rødspætte. Nå, men her fandt de fred, naturskønhed og ensomhed. Og det kan da godt være, at der er lidt flere mennesker her i højsæsonen end dengang, lidt mere støj og måske en tand mere bilos, men hvis du stiller dig i sandet på stranden nord for Pirupshvarre-bækken, hvor vraget af den norske bark ”De tre Venner” indimellem skjuler sig, så kan du ikke se et eneste sommerhus – kun stranden, havet og klitterne. Og sømærket. En glad melodi, måske en opsang eller i virkeligheden bare en opfordring. Lad den friske vesterhavsluft og –vand blæse dig med lykke. Og tænk sig, at forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus i 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested. Han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger – og det kan man stadig.
