Nyheder
imported

En sand vikingeverden i Skulpturparken Blokhus

I år genåbner Skulpturparken Blokhus for 7. sæson, og i den anledning har man valgt at åbne portene for en helt ny æra, under temaet ”Vilde Vikinger”. 

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Skulpturparken Blokhus byder i 2019 på udvalgte, klassiske events, men også helt nye overraskende sommeroplevelser, med Vilde Vikinger som tema herfor.

Ny frontfigur 
Ny sæson betyder også ny frontfigur. Den 67-årige ejendomsinvestor John Andersen overdrager ledelsen af Kulturhuset og Skulpturparken i Blokhus til 51-årige Palle Jensen pr. 1. maj. – Det bliver en glidende overgang – jeg kan nok ikke fra den ene dag til den anden bare blive væk fra parken, men i fællesskab vil vi  lave den vildeste sæson nogensinde, fortæller John Andersen, der glæder sig over at få en ny mand ved roret. 

Gamle klassikere
Der bydes velkommen i Skulpturparken, der åbner for sæson 2019 torsdag d. 18. april. Fra denne dag vil nogle af verdens førende sandskulptører, fra bl.a. Holland, Australien, Canada og USA påbegynde arbejdet med at udforme 10 enorme sandskulpturer under temaet: " Vilde Vikinger". 
– Vær' med og oplev processen, hvor de 20 internationale dygtige skulptører går fra at lave stregtegninger på et stykke papir til at udforme tonstunge sandskulpturer og store fiberskulpturer med unikke og fine detaljer. Alle skulptørernes arbejde kan følges dagligt fra torsdag d. 18. april helt frem til d. 28. april, hvor vi afvikler Officiel Indvielse af Blokhus Sandskulptur Festival, fortæller John Andersen.  
Traditionen tro bliver der også Træskulpturfestival, som afholdes i dagene 21., 22. og 23. juni 2019. – Det bliver noget af et spændende syn, når fem af verdens førende træskulpturkunstnere, med store motorsave over 3 dage, forvandler 1-2 tons tunge og 200 år gamle egestammer til individuelle skulpturer efter temaet: "Vilde Vikinger". – Kom og vær' med alle dage og følg processen fra, når rå stammer forvandles til spændende Vikinge-fortællinger af kunstnere fra USA, Tyskland og Danmark, opfordrer John Andersen.

Blomster, Sansehaver, Vikingespil og unika
Skulpturparken bliver fyldt med små hyggekroge og smukke sansehaver, og som noget helt nyt i sæson 2019 får parken endnu flere blomster, så haven fremstår som et sandt blomsterhav. Der vil være blomster og stauder i alle farver og afskygninger og masser af smukke beplantninger i hele den 20.000 m2 store Skulpturpark. – Vi arbejder i øjeblikket også på at skabe mere underholdning i parken – bl.a. i form af Vikinge shows. 

Magisk Jul
Fra fredag d. 1. november åbner parken for endnu en Magisk Jul. Sidste år slog de rekorder og havde ikke mindre end 60.000 besøgende over dørtærsklen på to måneder. – Det er virkelig populært at opleve vores fortolkning af Magisk Jul. Derudover er Blokhus, som destination, i fuld gang med at udvikle sig til en helårsdestination, og den udvikling har man i Skulpturparken rigtig stort fokus på fortsætter, udtaler John Andersen.  
 

Læs om fantastiske oplevelser og events