Blokhus

Kanonlauget i Blokhus søger frivillige

Kanonaffyring mangler kanonerer

Blokhus Kanonlaug oplever i disse år en tilbagegang i antallet af aktive medlemmer. Flere af de nuværende kanonerer er kommet godt op i årene, og naturlig afgang betyder, at lauget nu har brug for nye kræfter, hvis den populære tradition skal kunne fortsætte i fremtiden.

Efter den seneste laugsforsamling står det klart, at der er behov for nye medlemmer, der har lyst til at blive en del af fællesskabet omkring Blokhus Kanon og den daglige salutering i sommerperioden.

Hver aften i sommersæsonen samles på skift en patrulje på 7–8 uniformerede kanonerer på Blokhus Strand. Her lyder det faste varsel “Giv agt – der skydes!”, inden den over 200 år gamle engelske skibskanon affyres kl. 21.00 og markerer, at solen går ned over Vesterhavet.

Det er en oplevelse, som hvert år tiltrækker tusindvis af tilskuere. Et tilløbsstykke, hvor mange gæster samles omkring den røde kanon ved stranden, ofte med en is i hånden, mens de nyder både saluteringen og solnedgangen over klitterne.

Blokhus Kanonlaug blev stiftet i 2009 med det formål at bevare kanonen og videreføre traditionen for salutering. I løbet af en sæson gennemføres omkring 40–45 affyringer, og derudover deltager lauget ved en række særlige begivenheder i lokalområdet – blandt andet nytår, befrielsesmarkeringer og større arrangementer i Blokhus og Hune.

Selvom lauget nu søger nye medlemmer, understreger de, at det ikke kun handler om at affyre en kanon. Det handler i lige så høj grad om fællesskab, historie og stoltheden ved at være en del af en levende tradition, som mange forbinder med Blokhus.

– Vi optager både mænd og kvinder fra 35 år og opefter. Det vigtigste er lysten til at være med og blive en del af fællesskabet, lyder det fra oldermand i lauget, Kai Møller.

Ved årets laugsforsamling blev kommandør Michael Krause desuden hædret med æresprisen “Bedste kanoner”. En vandrepokal, der gives til medlemmer, som udmærker sig ved blandt andet engagement, disciplin og gode affyringer. I år for første gang, men fremover tiltænkt at være en årlig tradition.

Historien om Blokhus Kanonen

Blokhuskanonen blev fremstillet i England i slutningen af 1700-tallet og blev i begyndelsen af 1800-tallet fundet som vraggods på stranden ved Blokhus. På den tid forliste mange britiske krigsskibe i Jammerbugten.

Kanonen blev oprindeligt brugt til at affyre salut som en slags vejledning til skudehandlerskibe, der anløb kysten, så de kunne finde sikkert ind i bugten.

Under krigen i 1864 blev kanonen for at forhindre, at den blev fjernet af tyskerne, nedgravet i klitterne. Senere stod den i mange år på en lille bakke ved Strandingskroen, hvor den blev brugt til nytårssalut, så skuddet kunne markere overgangen til det nye år.

I dag er kanonen et fast og traditionsrigt indslag i Blokhus og et symbol på både lokal historie og levende kulturarv.

Flere nyheder