Sommeren er gået på hæld, og Torvegruppen kan sammen med Erhvervsforeningen Destination Blokhus og de mange frivillige, på trods af det til tider udfordrende sommervejr, se tilbage på en tilfredsstillende sommer med en stribe af gode og vellykkede gratis musikkoncerter.
Flot finale
Sæsonens sidste koncertoplevelse var musikopvarmning med de folkekære Lars Lilholt hits leveret af Kong Pukkelryg efterfulgt at det vanvittige partyorkester The Powls. Med masser af gak og løjer, udklædninger og komik, leverede vanvittige mænd det mest fantastiske sceneshow bestående af populærmusik blandet med jokes. De formåede virkelig at få publikum med på festen og forsangeren bevægede sig også ned iblandt gæsterne, for at sætte ekstra skub i stemningen.
– Det var virkelig godt, fortæller eventassistent Rikke Severin Eriksen på vegne af arrangørerne. Og samtidig en fantastisk afslutning på sommerens koncerter. The Powls var hyret ind som det afsluttende orkester og arrangørerne var i forvejen lidt bekymrede for, hvordan de ville blive taget imod. Vi havde hørt hvor specielle de var, så det var lidt et sats, fortsætter Rikke Severin Eriksen, men de var virkelig nogle sjove gutter.
Åbningen var fire mænd dækket af hulahopringe beklædt med stof og da de røg ned, så var showet i gang.
-Med den start var tonen ligesom slået an, og så vidste man, at det her bliver bare ikke helt normalt, griner Rikke.
Tarteletshow
Mange ville også opleve, at koncertgæsterne smed tarteletter op på scenen. Historien bag det er, at The Powls helt tilbage inden deres storhedstid, var sponsoreret af Karen Volf, og en af deres gimmicks var i den forbindelse af skåle i tarteletter og smide dem ud over koncertgængerne. Det er blevet husket af publikum, og nu er det omvendt gæsterne, der har medbragt posevis af tarteletter, som flyver igennem luften for efterfølgende at lande hos musikanterne.
En særlig sommer
Arrangørerne afslutter sommerkoncerterne med at kigge tilbage på en vellykket sæson og glæder sig allerede til at se frem mod 2024, hvor de igen vil forsøge at sammensætte et spændende og publikumsvenligt musikprogram med gratis adgang for alle.
På trods af et til tider udfordrende vejr med lavere temperaturer, blæst og nedbør er de alt i alt tilfredse med forløbet og tilmed glade for den store opbakning, som koncerterne bliver mødt med.
Mange gæster kommer til alle koncerterne, og nogle booker ligefrem deres ferie efter dem, oplyser arrangørerne.
Koncerterne har på forskellig vis formået at slå igennem overfor de forskellige aldersgrupper, og med Sømændenes optræden blev der i år tilmed slået alle hidtidige omsætningsrekorder.
Det bliver også understreget, at det faktisk er en helt særlig oplevelse med musik i Blokhus. Det er måske nok ikke landets største scene, men i stedet kan det noget specielt i forhold til feriestemning og folkekær musik.
Alt i alt tilfredse arrangører, hvor der bliver rettet en stor tak til alle. Både koncertgængere, sponsorer og de mange frivillige, som ligger uanede kræfter i at lykkedes med koncerterne hele sommeren.